50-års jubilarer mødtes i Voel

Lørdag var afgangsklassen fra Voel Skole 1971 igen samlet. Denne gang til et jubilæums-arrangement efter 50 år

15. juni 2021, 11.30

Voel Skoles 7. klasse årgang 1971 samlet efter 50 år foran skolens indgang. Fra venstre mod højre Svend E. Rod, Lisbeth Agersnap, Jørgen Søndergaard Pedersen, Ingelise Lauritsen, Preben Vendelbo, Knud Pilgaard (siddende), Torben Sørensen, Jytte Gandrup, Leif Carstens, Verner Tønning, Conny Kjæmpe, Jan Pedersen og Liselotte K B Hansen. I klassen gik også Anette Kjeldgaard Jensen, Lone Kjøge, Aase Bach Christensen, Inger Kirstine Skovlund Hansen og Susanne Kragh.

JUBILÆUM: Lørdag eftermiddag og aften var der samling af eleverne fra Voel Skoles 7. klasse årgang 1971.

Arrangementet blev afholdt lokalt i Voel, og solen var i den grad med i arrangementet og gjorde dagen speciel.

Det var den første reelle sammenkomst gennem 50 år, så der var mange historier, der skulle deles.

De fleste af deltagerne kommer fra lokalområdet og resten af Jylland, men også Fyn var repræsenteret, da eleverne fra Voel Skoles 7. klasse anno 1971 satte hinanden stævne. Flere af deltagerne har været bosiddende udenlands, men lokalområdet og hjemstavnen har stadig stor betydning for dem.

Arrangementet viste, at ingen går gennem livet uden tab, men at tilværelsen også byder på sejre. Alle deltagerne ved 50-års jubilæet havde således en familiemæssig, arbejdsmæssig og personlig historie at byde ind i fællesskabet med. Livet har på den måde formet hver enkelt, men med udgangspunkt i 1971 var der enighed om, at det havde været en fantastisk rejse på godt og ondt gennem livet.

I arrangementet deltog 14 ud af 18 mulige elever, og lærerstaben fra den gang var repræsenteret ved Vagn Hestbæk.

Deltagerne fik en god rundvisning på skolen. Gamle lokaler fik erindringer tilbage - nye områder kunne glæde de fleste, og deltagerne kunne konstatere, at meget var forandret på Voel Skole.

Der er dog også ting, lokaler og tanker, der ikke har ændret sig. Eksempelvis teksten over den »gamle« indgang til skolen - Aldrig færdig - altid på vej.

Arrangementet var præget af stor interesse for hinanden og glæde over at ses igen.

Således blev det også aftalt et gensyn allerede næste år.

Indlæser debat...