Midtjyske Meninger: Sommerforstyrrelser

18. juli 2019, 12.12

Foto: Martin Ballund

Hvor er der en voksen? Er de væk. Er der ingen, der påtager sig et ansvar mere. Det var min første forstyrrelse, da jeg i begyndelsen af ferien i avisen læste om den nye mountainbikebane ved den gamle cirkusplads og alle ulykkerne med en brækket nakke som den værste.

De, der har udformet og planlagt banen, må da have gjort sig nogle tanker. Men nå, det er jo sommerferie, også på den gamle cirkusplads. Før i tiden var der også såkaldte artister i cirkusteltene, der faldt ned. Så lad gå med det. Det var jo ikke min nakke, der brak.

Mere spændende var det med avisens forsøg på at kaste lys over nogle økonomiske sammenhænge i kommunens økonomi. Måske var meningen slet ikke at kaste lys over noget som helst, men at demonstrere, alene gennem en mangfoldighed af tal og borgmesterlige forsøg på at forklare, hvad han tydeligvis ikke selv forstod. Det hele mindede mest om en form for et sprogligt camouflagenet. Lettere forstyrret opgav jeg.

Så var der mere jordforbindelse i omtalerne af de ledige pladser på mange kirkegårde i det midtjyske. Den overflødige jord, opstået ved brug af urner i stedet for gammeldags begravelser, måtte endelig ikke gå til spilde. Den skulle bruges til noget fornuftigt. Intet måtte ligge unyttigt hen. Sådan er tiden jo. Alt skal tjene et nyttigt formål. Allerhelst en form for underholdning.

Hvad med at tænke lidt kreativt? Nu fremhæver Silkeborg sig jo som en outdoor-hovedstad, selv om man hader skrigende måger, hvad der egentlig er noget selvmodsigende, så det med at være noget ægte »outdoor« gælder åbenbart kun det kanoniserede.

Tilbage til den overflødige jord. Løsningen ligger lige for. Man kunne indføre et krav om gammeldags outdoor-jordfæstelse inden for tredive kilometer fra byen. Da der er evidens for, at vi alle får brug for et sted til vores slidte ben, vil det hurtigt vise sig, at kirkegårdene slet ikke er for små mere, og at gravstederne har en størrelse, hvor familierne uforstyrret kan fortælle hinanden historierne om de gamle ben under jorden. Det er også sådan, jeg selv har lært en hel egns befolkning gennem tiderne at kende.

Dengang klatrede drengene helt op til den store klokke i kirketårnet ad smalle, farlige stiger for at se kirkeuglerne, deres udsigt og deres reder.

Nu står den på livsvarigt pædagogkontrol, og de stakkels måger må også nøjes med tidens junkfood i outdoor-byen, hvor man udsætter en hel generation for at brække nakken på for dem ukendte stier, og derfor skriger mågerne i Silkeborg i stedet for at spise fede sild i de rigtige havne.