Loop lander i Bjerringbro efter nytår

Fitness-kæden er klar til at tage imod gæster ganske få dage inde i 2018, nåpr dørene til lokalerne på Brogade er klar til brud

Udgivet:03. november 2017, 15.59

Læsetid:2 minutter

Der er mulighed for at træne igennem i Loop-centrene.

Kim Simmelsgaard
| kim@midtjyllandsavis.dk

bjerringbro Efter at have stået tomt i snart et par år kommer der fra 6. januar liv i de lokaler, som tidligere husede først Kiwi og senest Kirkens Korshær.

Det er fitness-kæden Loop, der har valgt at slå sig ned i Bjerringbro.

Efter at have tænkt over både lejemål og beliggenhed igennem længere tid, slog Per Jepsen og hans kone, Anja, til.

Og lige i tide til, at juleflæsket skal under behandling.

- Haha, ja der er nok nogle, der har taget lidt sul på, smågriner indehaver, 42-årige Per Jepsen.

Han tilføjer:

- Jeg ved godt, at der i årets første måneder er en del, der melder sig ind i et fitness-center og så stopper igen. Hos Loop Fitness er erfaringerne, at antallet er jævnt fordelt over hele året - dog med lidt ekstra efter jul.

Det er 14 år siden, at Per Jepsen med succes åbnede sin første Loop Fitness.

- Jeg har en del afdelinger sammen med andre, men lægger man procentdelen sammen, ejer jeg vel seks afdelinger, siger Per Jespen.

Det bliver hans kone, Anja, der skal bestyre afdelingen i Bjerringbro.

- Vi har åbent fra klokken 5 til 22 hver dag hele året, men vi kan naturligvis ikke have personale på hele tiden. Der har vi i tre timer om dagen, og de tre timer vil vi forsøge at lægge om eftermiddagen eller formiddagen alt efter, hvornår der er flest kunder. Men lur mig om ikke det kan blive til mere end tre timer om dagen, når det er min kone, der skal stå for afdelingen, siger Per Jespen.

Glæder sig

Han forklarer, at alt papirarbejdet endeligt er på plads.

- Vi er klar til at gå i gang, og så åbner vi som nævnt den 6. januar, siger Per Jespen.

Kæden slår sig op på, at 24 minutter er nok - hvilket ifølge indehaver Jepsen er medvirkende til, at det at træne er til at overskue i en travl hverdag. Loop Fitness-kæden er franchise-baseret med 81 centre i hele landet - inklusiv afdelingen i Bjerringbro fra 2018.