Regionshospitalets store betydning for de ældre

15. oktober 2021, 12.25

BEHANDLING Nærhed til behandlingsmuligheder har vidt forskellig betydning afhængig af, hvor på livsskalaen man er. Mange tilbud i det offentlige er baseret på, at man er mobil og selvhjulpen. Eller at man har pårørende som kan træde til. Sådan er det bare ikke for alle ældre.

Der kan stilles mange spørgsmål, Ældre Sagen peger på et par af dem.

Vi vil både høres og respekteres. Det handler om et værdigt liv hele livet. Og om retten til det gode behandlings- og genoptræningsforløb

Bente Nielsen, Ældre Sagen

Kørsel til hospitalet er gratis under visse betingelser, men er det rimeligt, at man ikke er sikret kørsel hjem, hvis personalet mener, man kan tage bussen eller toget. Og hvordan ser det ud, hvis du har behov for at få en ledsager med. Du kan få ledsager med? Men bliver du indlagt kan din ledsager ikke blive kørt hjem med den siddende patientbefordring. Er det god service, eller er det bare bedst for den regionale pengekasse?

Alle 9 specialer skal igen være til stede på Regionshospitalet Silkeborg af hensyn til patienterne, og fremtiden for hospitalet. Prioriteres det politisk og administrativt, eller er der større fokus på eks. akuthospitalet i Viborg? Patientens behov for røntgen og scanning må tilbage på sporet. Hele sagen om Lavdosis CT-scanning har været rystende, og givet utryghed hos mange patienter.

Blodprøver skal kunne tages i Silkeborg, men hvorfor blev den sag så forkludret. Send blodprøver ud på landevejen, frem for patienterne.

Er regionen en demensvenlig region, og er der et mål om at være det? Den demente patient er en særlig udfordring uanset om man bor hjemme eller på plejehjem. Enhver forandring er en udfordring, og Ikke alle har pårørende, eller pårørende der er raske nok til at tage med.

Vores stemme blander sig i debatten. Vi vil både høres og respekteres. Det handler om et værdigt liv hele livet. Og om retten til det gode behandlings- og genoptræningsforløb.

Indlæser debat