Favrskov Kommunes genbrugspladser åbner igen

De åbner fra i morgen, tirsdag 31. marts

30. marts 2020, 10.59

Fra i morgen tirsdag åbner kommunens genbrugspladserne igen for private kunder.

FAVRSKOV Fra i morgen, tirsdag 31. marts, åbner Favrskov Forsyning igen genbrugspladserne for private kunder. Det sker efter Kommunernes Landsforening (KL) lørdag fjernede en omdiskuteret anbefaling til kommunernes affaldsselskaber.

- Vi valgte at følge KL´s anbefalinger i forhold til at lukke genbrugspladserne for at mindske smitterisikoen. Nu har Sundhedsmyndighederne vurderet, at pladserne godt må åbne, hvis vi sikrer, at der ikke kommer for mange ind på pladserne ad gangen, siger Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning.

- Vi lukker kun otte kunder ind på pladsen ad gangen. For at sikre at der ikke kommer for mange ind, vil der være personale ved indgangen til pladserne. Derudover vil det ikke være muligt for kunder at henvende sig til personalet, hvis de opholder sig i mandskabsrummet, siger driftschef Jens Drivsholm

Favrskov Forsyning oplyser, at kunder selv skal medbringe kost og skovl. De opfordres desuden til at bære handsker, og aflæsning må maksimalt ske af to personer pr. bil.

- Jos