Bevar ROSEN i Silkeborg

3. juni 2020, 11.46

En af Anton Rosens markante bygninger, Ørneapoteket på Vestergade i Silkeborg. Rosen, der var arkitekt MAA, blev i 1909 professor ved Kunstakademiet og formand for Akademisk Architektforening af hvilken han senere blev æresmedlem. Samme år modtog han Eckersberg-medaljen. I 14 år var han medlem af Kunstindustrimuseets bestyrelse.

ARKITEKTUR Den 1. juli 1883 indtraf der i Silkeborg en begivenhed, som skulle få stor betydning for byens kulturarv i al fremtid.

En ung arkitekt fra København, Anton Rosen, 1859-1928, blev af sin arbejdsgiver, den berømte arkitekt, professor Vilhelm Dahlerup, sendt til Silkeborg som tilsynsførende ved Dahlerups nye projekt, opførelsen af en vandkurbygning, det kommende Silkeborg Bad ved Ørnsø.

Anton Rosen fik hurtigt sine egne byggeopgaver, og det skulle vise sig, at hans arkitektur var enestående, ikke kun i Silkeborg men i flere forskellige byer, især i København, hvor han senere oprettede en stor tegnestue. Byerne rummer i dag uvurderlige bygninger fra hans hånd. I København vil man nok først tænke på det unikke Palace Hotel på Rådhuspladsen, når man nævner Rosen.

Den unge arkitekt var optaget af en ny arkitekturretning, som ude i Europa alt efter det respektive land kaldtes Jugend, Art Noveau, Arts and Crafts og endelig i Danmark Skønvirke - som havde sin blomstringsperiode fra ca. 1900 til 1920. Stilen gjorde op med den tidstypiske stil, historicismen, der plagierede fortidens historiske byggestil.

Anton Rosen var inspireret af den nye arkitekturretning men var og blev sin egen. Frodigt og fantasifuldt forenede han stilen med sit dybe kendskab til arkitektur og godt håndværk.

Lykkeligvis - for Silkeborg - forelskede og giftede han sig med en Silkeborg-pige, Martine Heegaard Grabow, datter af ejeren af Gæstgivergården Dania på Torvet, hvilket knyttede ham livslangt til Silkeborg. Han satte sit præg på byen med ca. 40 interessante bygninger, hvoraf halvdelen dog er revet ned. Listen over de bevarede bygninger er heldigvis lang.

Her skal tre klenodier nævnes, som ligger i midtbyen og som er værd at stifte bekendtskab med:

1. Ørneapoteket, Vestergade 9, fra 1898. Husets rigt dekorerede facade har fortællende relieffer om bygmesteren og murersvendenes hårde arbejde, karnappen er med fine glasmosaikruder, kvisten med træudskæringer giver mindelser om vikingekunst. Virkelig et hus der appellerer til fantasien, hos store og små.

2. Th. Langs Skoles hovedbygning på Skoletorvet, fra 1886. Huset rummer mange fine detaljer og er præget af senklassicisme med pudset kvaderstensmur med medaljoner på de pudsede felter. Og over hovedindgangen et vidunderligt hoved af visdommens smukke gudinde, Pallas Athene.

3. Th. Langs Forskoleseminarium på Estrupsgade, fra 1894, med et indgangsparti, som byder velkommen med stiliserede åkandeudskæringer i træ og finurligt tagudhæng med lille spir.

De øvrige helt unikke Rosenbygningsværker rundt om i byen, f.eks. vandtårnet, handelsskolen, Henryhus, må man endelig også fornøje sig selv og andre med at opleve.

Anton Rosen var endvidere arkitekten på Silkeborg By- og Amtssygehus på Kildebakken i 1902. Det oprindelige sygehus eksisterer ikke mere. Men der ses stadig karakteristiske træk fra Rosen: de kløvede marksten løber som en frise hele vejen rundt på husets sokkel. Stenene kan genfindes, når man går på jagt efter Rosen f.eks. i gaderne i København.

Dog eksisterer stadig en autentisk bygning ved sygehuset: Det lille, ydmyge ligkapel. Det ligger øst for bygningerne. Det står, som da det blev bygget. Men tidens tand har gnavet voldsomt i det.

Men som altid er Rosens materialer i top, solide planker, murværk og smukke dekorationer. Det fungerer nu som oplagringsplads for diverse materiel. Og trænger til kærlig omsorg.

Det ville komme Silkeborg til ære at bevare dette ægte Rosen stykke inden det ender, som noget det selv kender til fra sin tid som ligkapel. Derfor er vi i Skøn på Silkeborg specielt interesserede i evt. at medvirke til at redde denne lille perle for eftertiden.

Hvad er det, som gør Rosens arkitektur til noget særligt bevaringsværdigt?

Man bliver opløftet, glad, når man ser hans ting. Gennem sin ornamentik fabulerer han med stiliseret inspiration fra organiske former i naturen om hændelser fra før og nu, om natur, andre kulturer, dyr og mennesker. Bygningernes skønhed påvirker en, så man glemmer al verdens tummel.

Når det gælder Anton Rosens arkitektur, må vi borgere indstændigt appellere til kommunen, når der skal udpeges bevaringsværdige huse i henhold til planlovens anbefalinger.

I Skøn på Silkeborg ligger det os dybt på sinde at skabe interesse for byens historiske forankring. Det må være et fælles ansvar i Silkeborg at værne om Rosens huse til glæde for os selv, tilflytterne, turisterne og ikke mindst vores efterkommere.