Leder: Første corona-konkurs i Silkeborg

25. september 2020, 13.17

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Et meget stort antal midtjyder - og sikkert også en del fra resten af landet - har gode minder om Ans Rejser. Det lokale rejsebureau med rødder i Ans og senere hjemsted i Silkeborg har siden etableringen i 2006 forstået at levere produkter, der blev sat pris på. Mange har også haft glæde at læserrejser med Midtjyllands Avis, hvor Ans Rejser stod for turene.

Onsdag kom så meldingen om firmaets konkurs. En af de første erhvervsvirksomheder i lokalområdet, der bliver offer for corona-pandemien.

Vi har i de seneste måneder tillige set enkelt forretningslukninger, der enten skyldes coronakrisen eller er blevet fremskyndet af den, og der er også mindre firmaer, der har måttet stille aktiviteterne i bero, uden der er tale om konkurser.

Advarselslamperne lyser, og vi kan kun frygte, at vi i de kommende måneder vil se mange flere arbejdepladser forsvinde og virksomheder lukke.

Ud over rejsebranchen lider hotel- og restaurationsbranchen i den grad. Taxibranchen gør også. Karup Lufthavns aktiviteter går nu nærmest i nul. En del større virksomheder, der har hovedparten af indtægterne på eksportmarkederne, mærker den internationale afmatning og usikkerhed.

Diverse hjælpepakker skulle holde hånden under erhvervslivet, og der er ingen tvivl om, at de har reddet masser af arbejdspladser.

Men har de været gode nok? Nej. I hvert fald ikke gode nok til at hindre afskedigelser og firmalukninger. Og det har været et kæmpe problem, at de er kommet i sidste øjeblik. Det har været umuligt for erhvervslivet i blot nogenlunde rimelig tid at vide, hvilke muligheder, der var for at agere.

En del kunne være gjort bedre af politikerne, men i mange situationer har de heller ikke haft en chance. Udviklingen i pandemien er uforudsigelig.

Hertil kommer, at statskassen ikke for evigt kan holde hånden under alle virksomheder.

Ingen tør vel længere tro på, at det hele er overstået om et par måneder eller tre, og at verden vil se ud som den gjorde før pandemien. For eksempel vil der givetvis gå meget lang tid, før lysten og modet til at rejse på samme måde som før er tilbage. Der er også meget lang vej tilbage for hele kultur- og forlystelseslivet. Og på mange andre områder vil forsigtigheden fortsat præge os.

Efterhånden som støttepakkerne ebber ud, vil vi se masser af tilpasninger og desvære også flere konkurser.

Som almindelige forbrugere er det bedste, vi kan gøre, fortsat at turde bruge penge som før krisen.

Og så bør vi selvfølgelig også tænke lokalt og lægge så mange af pengene som muligt i lokalområdet.