100 nye sangbøger til Inside: Få en sang-smagsprøve

18. november 2020, 08.31

Lene Bjarke Skov fra Inside får ovarrakt sangbøgerne af Tina Susanne Nordsted fra Sparekassen Kronjyllands Hammel-afdeling.

HAMMEL Der er gaveregn over sangfuglene for tiden. En ny udgave af højskolesangbogen er udkommet, og Kulturhuset Inside i Hammel har i den forbindelse fået 100 eksemplarer takket være et tilskud fra Sparekassen Kronjylland.

Allerede lørdag den 21. november klokken 11-12 kan man få en smagsprøve på den nye sangbog, når leder af Inside, Lene Bjarke Skov, giver en kort rundtur i sangbogen for interesserede. Her vil hun spille og fortælle om et udvalg af sangene – men uden helt så meget fællessang som ønsket.

- Corona har desværre bremset vores fællessangsaktiviteter i år, men vi glæder os til at komme stærkt igen, når det bliver muligt, siger Lene Bjarke Skov.

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. BEC