Mindeord: Frivillig frem for alt

Peter B. Laursen, formand for Folkeoplysnings-udvalget i Favrskov Kommune, er gået bort i en alder af 69 år

Udgivet:29. oktober 2022, 09.30

Læsetid:1 minut

Peter B. Laursen kunne i 2015 fejre 50-års-jubilæum som frivillig, og det blev markeret ved Favrskov Kommunes Frivilligtræf 25. september 2015.

3 måneder siden

MINDEORD: Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Morten Bang og kommunaldirektør Jan Kallestrup, Favrskov Kommune, har skrevet følgende mindeord:

Det er med stor sorg, at vi onsdag 26. oktober har modtaget besked om, at formand for Folkeoplysningsudvalget i Favrskov Kommune, Peter B. Laursen, er død.

Peter B. Laursen var medlem af Folkeoplysningsudvalget i Favrskov Kommune fra 2007 og formand fra 2010 og frem til sin død.

Peter var en vellidt og højt værdsat samarbejdspartner for Favrskov Kommune. Han var spejder i hjertet, men så altid på helheden for folkeoplysningsområdet. Han var engageret, passioneret og kom altid med gode betragtninger. Han ønskede at påvirke udviklingen og sætte retning for fritids- og idrætsområdet i hele Favrskov Kommune. Han var også med til at iværksætte nye initiativer som eksempelvis støtte til opstart af e-sport som foreningsidræt.

Da Favrskov Kommune i 2013 begyndte at arbejde fokuseret med frivillighed, var Peter B. Laursen blandt inderkredsen af de frivilligambassadører, der satte retning for området. Først i form af Frivillig Favrskov og senere i oprettelsen af Frivilligcenter Favrskov. Også her var Peter kendt for sin ordentlighed og sin beskedne facon, der vakte stor respekt fra hans samarbejdspartnere.

Peter var et helt usædvanligt menneske, der altid prioriterede andre og altid bød sig til med sin tid og sin store viden og erfaring fra forenings- og frivilligverdenen.

Peter B. Laursen vil blive savnet i Folkeoplysningsudvalget, i Favrskov Kommune og i hele forenings- og idrætslivet i Favrskov.

Vores tanker går til Peter B. Laursens kone, børn og børnebørn.

Æret være Peters minde.