Corona har rimet på savn, men samtidig gjort familier stærkere

Ved Sorring Skole spurgte Midtjyllands Avis to mødre og en farmor om, hvad de som familie har lært under coronakrisen. Øverst på listen står, at livet er skrøbeligt og savnet stort, men som familie kan man klare langt det meste, når blot man står sammen

22. maj 2020, 18.00

Vibeke Mikkelsen, 45 år og på vej for at hente sin otteårige datter, Laura, fra Sorring Skoles 1. klasse Jeg er kroniker og har leddegigt, så det har selvfølgelig været en meget mærkelig og svær periode med frygt for coronavirus, det er det jo sådan set stadigvæk, da virussen ikke er væk. Jeg får immundæmpende medicin og skal derfor passe meget på ikke at få sygdommen. Det har gjort, at vi har været meget hjemme som familie. Laura har ingen legeaftaler haft, og vi har ikke været nogen steder overhovedet - kun på matriklen og ved vores hest, der står i Dollerup Bakker. Heldigvis er det en lang køretur, så vi har kunnet se lidt andet på vejen derud. Lauras far har været på arbejde i hele perioden, det har derfor kun været mig og hende hjemme det meste af tiden, hvor vi har forsøgt at finde en fast struktur på dagene med fjernundervisning og diverse streamingstjenester med godt indhold. Blandt andet et online tegneforløb, gps-løb, spil og det daglige fra dyreparker, som vi begge har været rigtig glade for at følge med i. Vi har lært, at livet er meget skrøbeligt, og at den hverdag, vi har, den skal man aldrig tage for givet, livet ændrer sig. Men vi har også lært, at det dør vi heller ikke af. At vi sammen er stærkere, og at også det her kan vi klare som en familie, der passer på hinanden og tager hensyn. Samtidig har jeg nydt at være meget sammen med Laura og fået et godt indblik i hendes skolearbejde på en anden måde. Vi prøver at tænke positivt, selvom baggrunden med coronavirus selvfølgelig ikke er det.