Historisk DTC-titel blev uddelt på Jyllandsringen
Kasper H. Jensen vandt DTC-mesterskabet i det sidste løb nogensinde, mens Ronnie Bremer var uheldig
Kasper H. Jensen vandt DTC-mesterskabet i det sidste løb nogensinde, mens Ronnie Bremer var uheldig
Kasper H. Jensen i midten får overrakt pokalen. Foto: Henning Smed Madsen
MOTORSPORT Det var en vemodig dag på Jyllandsringen, da DTC-klassen for sidste gang kørte ud til en DM-finale.
Efter 20 år takkede DTC-kørerne af, og det skete i glimrende race-vejr på banen i Resenbro.
Det benyttede den regerende mester Kasper H. Jensen til samlet at vinde DTC-klassen igen. Det skete på en dag, hvor Ronnie Bremer, der ellers førte inden finaledagen, var uheldig i sit kvalifikationsheat. Bremer knækkede en trækaksel, og så var han før finaleløbet pludselig langt efter Kasper H. Jensen. En samlet Bremer-sejr krævede mindst en andenplads, mens Kasper H. Jensen skulle udgå. Det skete ikke.
I stedet vandt Max Klinkby-Silver det historiske sidste finale heat foran Frederik Schandorff, mens Bremer blev nummer tre og Kasper H. Jensen nummer fire.
I den samlede stilling kom Max Klinkby-Silver ind på tredjepladsen efter DTC-mesteren og Ronnie Bremer.
Kun 10 kørere var med i den sidste DTC-finale, og netop manglen på kørere er en væsentlig årsag til, at klassen nu lukkes ned.