Thailandsk kvinde sigtet for ulovligt arbejde

Slog græs ved en villa i Hammel

4. juni 2020, 17.37

Den 26-årige kvinde ville tjene lidt penge, men fik en bøde på 4.500 kroner for sin plæneklipning.

HAMMEL Hun ville gerne tjene lidt penge, men det viste sig at blive en dyr tur med plæneklipperen, en 26-årig thailandsk kvinde onsdag formiddag tog i en have i Hammel.

Kvinden har ikke arbejdstilladelse i Danmark, og efter at Østjyllands Politi havde fået oplysninger om, at der muligvis blev udført ulovligt arbejde i haven i Hammel, rykkede en patrulje onsdag klokken 10.25 ud til adressen i Hammel.

Politifolkene mødte den 26-årige kvinde, der var i færd med at slå græs. Kvinden blev kørt med på stationen til nærmere afhøring, hvor hun forklarede, at hun arbejdede på adressen for at tjene lidt penge.

Da kvinden som nævnt ikke har tilladelse til at arbejde i Danmark, blev hun sigtet for ulovligt arbejde. Kvinden fik en bøde på 4500 kroner og er fortsat i politiets varetægt i op til tre gange 24 timer, mens hendes sag bliver forelagt Udlændingestyrelsen.

Den 46-årige mand, der havde ansat kvinden, blev sigtet for at have ansat hende velvidende, at hun ikke var i besiddelse af en arbejdstilladelse.

sinn