Tillykke til alle kommunens folkeskoler

12. oktober 2020, 13.49

SKOLESTRUKTUR Tirsdag den 18. august udsendte Dansk Folkeparti en pressemeddelelse med det budskab, at der skulle ændringer i forslaget til ny struktur på skole- og dagtilbudsområdet, før vi kunne stemme for forslaget. Vores ønske gik på at bevare alle kommunens folkeskoler og helt præcist i første omgang på at redde skolerne i Hylke og Bjedstrup.

De første, der indså fejlene i at lukke kommunale landsbyskoler og hurtigt støttede op om vores sag, var Venstre. Desværre blev Dansk Folkeparti og Venstres ændringsforslag stemt ned i økonomiudvalget. Det på trods af at flertallet allerede dengang vidste, at landsbyskolerne mange steder er det kit, der binder det gode liv sammen i de mindre byer.

Vores pressemeddelelse startede en lavine, der først fik Venstre og så Enhedslisten til at skifte side og melde sig i koret af politiske partier, der ønskede at bevare folkeskoler.

Vi håber nu, at den Socialdemokratisk-Radikale-Konservative alliance indser, at vejen frem ikke er at lukke folkeskoler

Martin Frausing Poulsen, John Haarup Laursen og Kjeld Jensen, DF

I Dansk Folkeparti har vi nu svært ved at få armene ned, da vi har erfaret, at Socialistisk Folkeparti også har meldt sig i koret af politiske partier, der ønsker at bevare de lukningstruede folkeskoler og vel at mærke ikke på bekostning af landsbyskolerne.

Vi håber nu, at den Socialdemokratisk-Radikale-Konservative alliance indser, at vejen frem ikke er at lukke folkeskoler, og dermed udhule mangfoldigheden i landsbysamfundene.

Det politiske flertal er hjemme for at bevare alle kommunens folkeskoler, og i Dansk Folkeparti er vi utroligt glade og stolte over at have startet lavinen og ikke mindst det lykkelige udfald.