Elforbrugerne skal have del i overskuddet

Udgivet:30. september 2022, 14.43

Læsetid:1 minut

Af Ervind F Poulsen. Repræsentant-skabsmedlem i Norlys

ENERGIPRISER Når jeg læser Robert Thompsons læserbrev 27. september i Midtjyllands Avis, kan jeg ikke lade være med at give ham lidt ret. Men Robert Thompson er altså galt på den. Han ved udmærket godt, at den store sum Norlys har fået for at sælge 35 procent af fibernettet til udenlandske investorer, ikke kan bruges til udbetaling til forbrugerne. Så jeg synes det lugter lidt af misforståelse og valgplat.

Nej, det man kan gøre er, at mere af overskuddet fra den normale drift skal komme forbrugerne i Norlys til gode.

Hvis man ser på sin el-regning, gives der allerede i dag rabat til forbrugerne i Norlys.

Det jeg frygter er, at vi ophober kapital, og er ved at blive en økonomisk legeplads for bestyrelse og direktion, hvilket jo ikke er formålet med et forbrugerejet andelsselskab.

I Norlys burde vi bruge vores politiske indflydelse over for regeringen, og bede dem om at holde øje med den finansielle økonomi i forsyningsselskaber, således at man ikke ophober store overskud til investeringer i f.eks. mobilselskaber og andre mærkelige ting.

Jeg er helt bevidst om, at vi også i Norlys i fremtiden skal foretage investeringer i el- og fibernet, men så lad os holde os til det, og varetage forbrugernes interesser på en måde, så overskuddet fra driften kommer den almindelige forbruger i Norlys til gode. Det er jo højaktuelt lige nu, grundet de store prisstigninger.

Indlæser debat