Midtjyske Meninger: Genkendelig gentagelse

Udgivet:20. juli 2021, 12.22

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Charlotte Rune Nissen Silkeborg

Familien Nissen har ikke haft planer for ferien i år. Vores hund fik hvalpe, og vi var usikre på, om vi nu også kunne komme af med dem alle sammen, og det er svært at planlægge en tur eller to med 4-5 hundehvalpe.

Derfor har alt været åben. Vi tog vores 3 piger med på råd, og de svarede i kor: »Vi skal da op i mosters sommerhus i Trend«.

For Himmerland er skønt og smukt. Det er mit barndomsparadis. Mine bedsteforældre boede der, så jeg er foran i små glemte lommer, der er fyldt med barndomspoesi, fortællinger om steder og mennesker jeg mødte
Charlotte Rune Nissen

Ja, det er det vi skal. Trend, en lille kedelig plet ved første øjekast på kortet. Der er ikke meget ud over en kro, hvor sovsen med sikkerhed sidder godt fast på de velkogte kartofler, og det stegte flæsk ikke mangler i mængde.

De kongelig har en jagthytte i Trend lidt længere henne ad vejen. Der er adgang til fjorden bare husk badesko, for der er en del krabber og sten.

I sommerhuset er der ikke telefondækning, og det er først et godt stykke ude på landevejen, når der atter er dækning, at SMS’erne begynder at tikke ind.

Her vil vores børn gerne holde sommerferie, og selv nyder vi det også i fulde drag.

For Himmerland er skønt og smukt. Det er mit barndomsparadis. Mine bedsteforældre boede der, så jeg er foran i små glemte lommer, der er fyldt med barndomspoesi, fortællinger om steder og mennesker jeg mødte.

Men jeg havde ikke troet, at det ville smitte til næste generation. For her er ingenting at lave umiddelbart. Og dog, vi kan tage på tidsrejser, for inden for ganske få kilometer har man både været i oldtiden, jernalderen, vikingetiden, munketiden, og bondetiden.

Fosdale, fjord og flødeis. Min sjæl, hvad vil du mere.

Vi er kommet der gennem mange år nu, og ruten er ved at være lagt fast, dog med enkelte nye afstikkere.

Genkendelig gentagelse i ferien. At være hjemme på udebanen.

Så om lidt drager vi atter af sted mod himmelske Himmerland. Badeskoene er blevet et nummer større end sidste års. Men ellers ligner alt sig selv.

Af nye planer for i år er, at vi skal lede efter den fredede gøgeurt på engen ved Lærkenfeldt Å. Måske tage en tur til Livø, der er vist kommet ny bestyrer i den lille købmand, og måske er der oldenborg år i år.

Fortsat god sommer til alle Jer derude. Fyld sindet med poesi og fortællinger om alle de små ting I finder derude, og bring det hele med hjem som forråd til efterårets rusken.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.

Mere interessant læsning

Mere fra temaet

Se flere

Mest læste

Debat

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Seneste nyt

Se flere