KIF-chef om ny træner: Profilen passer godt til os

46-årige Morten Rasmussen tiltræder efter nytår som ny cheftræner i Kjellerup IF

2. december 2021, 11.57

Sportschef Anders Jespersen (t.v.) står her med Kjellerup IFs nye cheftræner, Morten Rasmussen. Foto: Kjellerup IF

FODBOLD Kjellerup IF har fundet sin nye cheftræner.

Afløseren for Krzysztof Popczynski, der blev fyret for et par uger siden, bliver 46-årige Morten Rasmussen.

Den nye KIF-træner har senest været i Albaniserie-klubben Bogense og har blandt andet fortid som assistenttræner i divisionsklubben Slagelse. Han har også været cheftræner i Gørslev IF og Taastrup FC og er bosat i Børkop i trekantsområdet.

KIF-sportschef Anders Jespersen er meget tilfreds med ansættelsen af den nye træner, der har fået en toårig aftale på Bjerget i Kjellerup.

- Hans profil passer rigtig godt til os. Morten har erfaring fra andre klubber i forhold til det med at samle en klub, siger sportschefen og uddyber:

- En af grundene til, at vi ikke fortsatte med »KP« var, at vores cheftræner skal se seniorafdelingen som en del af hans stab. Vi skal bruge en cheftræner, der forstår at bruge folk omkring sig og uddelegere. Vi har også en A-licenstræner som assistenttræner, og ham vil vi gerne have mere i spil, siger Anders Jespersen med henvisning til KIF-assistenten Robert Sørensen.

Erfaring fra flere niveauer

Morten Rasmussen har fortid som målmand i sjællandske klubber og har erfaring på flere niveauer som træner, hvilket også er et plus for KIF-ledelsen.

- Han har erfaring fra både danmarksserieklubber og klubber i Sjællandsserien. Ud over det er han en faglig dygtig træner, der selv har A-licens. Han har selv spillet og har også trænet en serie 2-klub, så han kender de mekanismer, der er i en klub som Kjellerup, siger Anders Jespersen.

Det er lidt af en tilfældighed, at klubben kom i dialog med Morten Rasmussen. Hans kone er ven med den tidligere KIF-spiller Lars-Peder Lejsgaards kone og var derfor på besøg i Kjellerup en dag

- Han var i en anden forbindelse oppe for at se os tidligere på sæsonen. Da vi ikke skulle videre med »KP«, kom det så på tale, at vi skulle have en snak med ham.

- Det gode ved Morten er, at han ikke er en af de her trænere, der har cyklet rundt i den jyske danmarksserie. Han kommer med friske øjne på styrkeforholdet, siger Anders Jespersen.

Den nye KIF-træner tiltræder i danmarksserieklubben efter nytår.

Indlæser debat