Landsholdet tror på førsteplads: Vi kan sagtens få hjælp

Kasper Hjulmand tror, at Østrig kan drille Kroatien og være med til at hjælpe Danmark til gruppesejr.

Udgivet:24. september 2022, 14.20

Læsetid:2 minutter

Danmarks seneste nederlag til Kroatien betyder, at Danmark ikke længere selv kan afgøre gruppeskæbnen i Nations League.

/ Ritzau /

HELSINGØR Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand ser optimistisk på muligheden for at få den nødvendige hjælp til, at Danmark kan snuppe gruppesejren i Nations League søndag aften, selv om udgangspunktet er vanskeligt.

For at vinde gruppen skal Danmark slå de franske verdensmestre i Parken, og samtidig skal Østrig tage point på hjemmebane mod Kroatien.

- Jeg synes ikke, det er givet, at Kroatien bare tager til Østrig og vinder. Kroatien er måske favorit, men Østrig skal også vinde, og Østrig slog Kroatien i juni - kroaternes eneste nederlag siden de røg ud af EM. Så det bliver ikke en nem kamp for Kroatien, så de kan godt blive drillet.

- Men uanset hvad skal vi selv forsøge at vinde, og det er jo det, vi fokuserer på, men det kan da godt ske, at vi får hjælp, siger Kasper Hjulmand.

Midtbanespilleren Thomas Delaney understreger, at landsholdet er topmotiveret for selv at slå Frankrig, selv om der skulle komme meldinger om, at Danmark ikke har udsigt til at få den nødvendige hjælp i Wien.

- Jeg ved ikke, om vi står som gruppevinder. Det kan sagtens lade sig gøre, men selv om vi ikke får hjælp af Østrig, så skal vi stadig selv gå efter sejren.

- Vi har ingen opvarmning til VM, så kampen mod Frankrig bliver vores sidste kamp inden slutrunden, og derfor skal vi også tage det som den afsluttende opgave, inden det helt store show går i gang.

- Jeg er selvfølgelig ikke ligeglad med, om vi vinder gruppen, men der bør være motivation nok i at få en sejr med blik på fremtiden, siger Thomas Delaney.

Danmark er allerede sikker på minimum at slutte på andenpladsen i Nations League-gruppen. Derfor vil Danmark være topseedet ved lodtrækningen til den forestående EM-kvalifikation.

Kasper Hjulmand føler ikke, at Danmark har noget at tabe søndag aften.

- Vi går efter sejren, for vi kan ikke bruge en uafgjort til noget. Vi er sikker på at blive nummer to, hvilket betyder, at vi er topseedet i den næste EM-kvalifikation, så vi kan gå all-in på at få gruppesejren, siger Kasper Hjulmand.

En gruppesejr i Nations League udløser et væsentligt tocifret millionbeløb til DBU's kasse. I tillæg får Hjulmand og co. en plads ved turneringens Final 4-stævne næste år.

Frankrig har også meget på spil i Parken. Franskmændene undgår med sikkerhed en degradering til B-niveau i Nations League, hvis holdet vinder i Parken.

/ritzau/