Hurra for musik på plejehjemmet

Udgivet:20. september 2022, 10.39

Læsetid:2 minutter

Foto: Jens Anker Tvedebrink

Af Tina Aas Oyarzo Borja. Arendalsvej 66 Silkeborg

ÆLDREPLEJE I Silkeborg by har vi haft Regatta, Noget Bedre Festival, Riverboat, Hede Rytmer, og senest Young at Heart... Og nu nævner jeg så musikeren Ole Brandstrup.

Ja, der er mange andre dygtige musikere, men det er Ole Brandstrup, jeg har bemærket og stiftet bekendtskab med i mit arbejde på forskellige plejecentre gennem det sidste år som aftenvagt.

Ole Brandstrup synger ofte på plejehjem. Foto: Henrik Ole Jensen

Når jeg møder ind til min aftenvagt til lyden og synet af beboere, der synger og danser helt spontant. Og når jeg ser Ole med guitaren - under coronaen med ansigtsvisir på - med sin altid positive udstråling spille alle mulige kendte numre såsom: »Kald det kærlighed«, »Der er lys i lygten lille mor«, »Skuld gammelt venskab« eller »Jeg ved en lærkerede«. Så ser jeg smilet og livsglæden i de ældre og yngre borgere. Nogle synger med og andre lytter.

Jeg har også set, hvad det gør ved demente beboere og beboere med alzheimers, der er lukket inde i deres egne verdner, og som bor på skærmede enheder, hvor der er brug for ekstra personale til pleje: Pludselig åbner de øjnene og genkender måske stemninger eller melodier.

Jeg tror på, at det er sundhedsfremmende. Musikken hjælper, fordi den rammer de fleste menneskers følelser.

Det har også været dejligt at se pårørende sidde med deres kære og nyde musikken sammen.

Jeg håber det aldrig stopper - at der altid er mulighed for at ansætte musikere, der med hjertet spiller og synger med vores ældre og yngre på plejecentrene.

Jeg har ikke forstand på økonomi, så jeg ved ikke, hvad der er råd til og ikke råd til, men jeg frygter, at også dette vil blive sparet væk...

Det gør mig trist, for det er vores alle sammens ældre, der har arbejdet og slidt for, at vi i dag kan have det velfærdssamfund, vi har. Vi skal behandle vores ældre med respekt og give dem gode og dejlige oplevelser.

Mange af vores ældre kommer ikke meget ud, for der er for lang tid siden sparet på klippekortsordningen. Denne gjorde, at borgerne havde mulighed for at spare op til at komme lidt ud med en ansat; på en lille shoppetur eller frisør eller en tur om sommeren på torvet. Det er ikke en mulighed i dag.

Der er jo borgere, der ikke har et stort netværk tæt på. Måske bor familien langt væk og har ikke mulighed for at komme så ofte.

Vi må ikke spare glæde og livskvalitet væk! Er musik fremtidens medicin på plejecentrene?

Indlæser debat