Ny tradition: Nytårsbad i Hundsø

En halv snes Vinding-borgere har startet nytårs- og vinterbadning i Hundsø

Udgivet:02. januar 2018, 07.56

Læsetid:1 minut

Humøret var helt i top hos nytårsbaderne, der bagefter fik et glas champagne sammen omkring det bål, der forinden var blevet tændt ved søbredden. Foto: Mogens Stendal

Bjarne Gregersen
Journalist

5 år siden

VELLING Sidst på formiddagen nytårsaften blev en nytårstradition født med nytårsbad i Hundsø.

Det var en flok Vinding-borgere, der på op fordring fra Lars Henrik Heden trodsede det lidt sure nytårsvejr og mødte op ved Hundsø, der ligger midt i skoven lige øst for Katrinedal. Blandt de fremmødte var der seks, som var klar til at smide tøjet og hoppe i bølgerne.

Lars Henrik Heden var kommet i god tid og havde tændt et varmende bål på søbredden. Det viste sig at være en rigtig god idé, for med en lufttemperatur på bare 4 grader og en vandtemperatur lidt lavere var bålet noget, vinterbaderne satte pris på.

De seks vinterbadere gjorde sig klar og løb side om side ud i søen, hvor de højlydt kastede sig i vandet lige så lange, de var.

De satte dog hurtigt kursen ind mod land igen, hvor de et øjeblik stod og skuttede sig ved bålet, inden de tog endnu en tur i søen.

De gæve vinterbadere blev omkring bålet enige om, at det var en så god oplevelse, at den fremover bliver til en fast tilbagevendende begivenhed. Altså en fast tradition for Vindingfolket og andre interesserede med et nytårsbad hver nytårsaften i Hundsø.