Mistanke om omikron variant på Sejs Skole: Klasse sendt hjem

Smitteopsporingen har meddelt ledelsen på Sejs Skole, at forældre til en elev i indskolingen er smittet med den meget smitsomme omikron coronavariant

7. december 2021, 15.36

corona

SILKEBORG En klasse på tredje årgang på Sejs Skole er blevet hjemsendt efter en mistanke om, at den særligt smitsomme coronavariant »omikron« er brudt ud.

Skoleleder Kristian Mikkelsen har sendt en besked ud til samtlige forældre, hvori han informerer om situationen.

Skolen er blevet kontaktet af smitteopsporingsenheden, som har oplyst, at forældre til en elev på tredje årgang er smittet med omikron. Derfor er klassen blevet hjemsendt, og Kristian Mikkelsen oplyser desuden, at barnet til de smittede forældre også er smittet med corona. Det er dog endnu ikke påvist, at barnet også har omikron-varianten. Det finder man først ud af i løbet af nogle dage.

Smitteopsporingsenheden har anbefalet, at alle børn i indskolingen får en pcr-test torsdag i denne uge, som er 6. dagen for sidste mulige kontakt med eleven på tredje årgang, som var i skole og sfo i fredags. Det er dog kun den smittede elevs klasse, som er blevet bedt om at holde sig hjemme indtil eleverne i klassen er testet negative.

Kristian Mikkelsen beder desuden alle være opmærksomme på symptomer, som kan pege på coronasmitte. Ved den mindste mistanke skal man som minimum få foretaget en kviktest.

Indlæser debat