Ry

Raket-forening får bøde efter eksplosionssag

Det var ifølge Retten i Horsens ulovligt, da Danish Space Challenge for år tilbage opbevarede kemikalier. Det udløser nu en bøde på 15.000 kroner.

23. oktober 2019, 10.10

Retten i Horsens har onsdag bestemt, at en forening for raketamatører skal straffes med en bøde for ulovlig opbevaring af kemikalier, der blev brugt til hjemmelavet raketbrændstof. (Arkivfoto). Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Låsby Retten i Horsens har idømt Danish Space Challenge - en forening for raketamatører - en bøde på 15.000 kroner for at have opbevaret kemikalier til raketbrændstof ulovligt på en nedlagt landejendom på Skovsrodvej i Låsby. Sagen tog sin begyndelse, da de tre foreningsmedlemmer sidst på eftermiddagen søndag den 15. november 2015 var i færd med at fremstille brændstof på en ny måde for at øge raketmotorens ydelse.

- Vi var ikke opmærksomme nok, da temperaturen steg og gryden antændte, forklarede formanden Jeppe Locht under retssagen for et par uger siden.

Han og to andre foreningsmedlemmer blev alvorligt forbrændt, da ilden udviklede sig lynhurtigt og eksplosivt.

Jeppe Locht erkendte, at de mange kemiske stoffer set i bagklogskabens ulideligt klare lys skulle have været opbevaret mere forsvarligt, ikke mindst på ulykkestidspunktet, hvor alle foreningens materialer til fremstilling af raketbrændstof var samlet i én hal i stedet for to haller på grund af renoveringsarbejde. Ud over bøden skal foreningen, som i dag består af under ti medlemmer, nu betale sagens omkostninger. Samtidig må foreningen vinke farvel til en række kemikalier, som retten var valgt at konfiskere. Det drejer sig blandt andet om to tønder med furfurylalkohol - cirka 200 liter - en 10-litersdunk med furfuryl, et ukendt antal sække med 25 kilo kaliumnitrat, 54 kilo aluminiumspulver, 650 liter salpetersyre og 1000 liter svovlsyre. Derudover drejer det sig om 200 gram nitrocellulose og en mindre bøtte med natriumnitrat, cirka 500 gram ammoniumhydrogendifluorid, 1 kilo borsyre, 500 gram strontiumnitrat samt 50 kilo ammoniumperklorat.

Sagen blev efter ulykken, som skete 15. november 2015, efterforsket af politiet og undersøgt af Arbejdstilsynet. I sommer forlød det, at der var sket nogle juridiske fejl, og at sagen var blevet forældet.

Derfor kunne der ikke rejses tiltale, lød det fra Sydøstjyllands Politi. Men Statsadvokaten i Viborg var af en anden opfattelse. Politiet fik derfor besked på at se på sagen igen, og der blev rejst tiltale alligevel. Danish Space Challenge har under sagen nægtet sig skyldig, og foreningen har nu to uger til at overveje, om dommen skal ankes til Vestre Landsret.

ritzau/bes