Med Læserklubben på byvandring i Brande

Udvidet byrundtur i Brande med besøg i Baptistkirken og eftermiddagskaffe i Smagshuset. Vi bliver klogere på Brande onsdag 28. oktober

11. oktober 2020, 07.44

Vi kommer indenfor og ser den smukke Baptistkirke, tegnet af en lokal arkitekt og bygget af menighedens egne medlemmer.

Det er in at være ude, og da vi egentlig også mener, at det er ret godt at være lokale med vilje, kombinerer Læserklubben dette i en spændende byvandring i Brande.

Brande er nok mest kendt for sine virksomhedsflagskibe og som gavlmaleriernes by.

De store virksomheder indenfor specielt beklædning og vind har virkelig sat Brande ikke blot på landkortet, men på verdenskortet.

De første gavlmalerier blev til i 1968 under stor lokal og mediemæssig opmærksomhed, og siden har byen kunnet føje mange nye gavl- og murværker til samlingen. Foruden malerkunsten kan Brande også byde på skulpturer, nytænkning, spændende arkitektur, natur og gode historier. Fortællinger, frisk luft og brandit-historier skal vi have masser af, når vi med en af de dygtige byguider tager på byvandring onsdag 28. oktober.

Genbrugskirken

Vi mødes uden for Baptistkirken, der med sin noget utraditionelle byggestil har ligget på hovedgaden og fanget øjet siden først i 1970’erne. Kirken blev opført af menighedens egne medlemmer ved hjælp af genbrugsbyggesten og andre materialer direkte fra naturen. Man får i den grad lyst til at kigge indenfor og se, om det indre matcher det ydre, så det gør vi.

Historien om korset, der er ved at vælte, den brudte lænke fra jord til kors og meget andet får vi efterfølgende på en rundvisning i kirken.

Den mangfoldige kunst

Efter en lille halv time i kirken står vores byguide klar udenfor, og så tager vi ellers hul på byen. Den guidede tur i bymidten og langs åens smukke forløb tager små to timer, og vi går cirka tre kilometer.

Vi kommer rundt om mange af gavlmalerierne, herunder de fire tilbageværende fra 1968 samt en lang række af de nyere malerier.

Vi ser på Bjørn Nørgaards flotte vandskulptur og glasmosaik »Odins Øje« og en række andre skulpturer. På turen kommer vi også omkring »Street Art« og får fortalt byens historie, og hvad de store virksomheder har betydet for dette samfund.

Religiøse retninger

Denne egn rummer op til flere religiøse retninger - vi har set batistkirken, men hører også om nogle af de andre; uden for byen ligger for eksempel et hindutempel.

Den gamle lokomotivremise ved stationen er en skøn historie og er i dag et smukt renoveret kultur- og konferencecenter og en vigtig brik i byens puls. Det tidligere sygehus rummer i dag vandrehjem og borgerhus - og så fremdeles. Genbrug er vejen frem.

Efter byrundturen er der kaffe og kage på den hyggelige café Smagshuset.

Prisen for denne tur er for avisens abonnenter 150 kroner. Ikke-abonnenter er velkomne for 200 kroner.

Bemærk, at transport til Brande ikke er inkluderet. Der er fri parkering flere steder i byen og tog eller bus fra flere af omegnsbyerne.

Tilmelding til Læserklubben

Gavlmaleriet Musen blev skabt i forbindelse med Street Art 2019. Foto: Peter Nielsen
Skulpturen Styrke og Snilde troner på Dalgas-torv foran en af byens bevaringsværdige bygninger. foto: peter nielsen
Professor og billedhugger Bjørn Nørgaard har skabt tre værker for Brande Højskole: Odins Øje, Bautafliser og Stele. foto: peter nielsen