Mistænkt bankrøver måtte reddes fra tunnel i Rom

Brandvæsnet i Rom brugte torsdag otte timer på at grave en formodet bankrøver fri fra en tunnel nær Vatikanet.

Udgivet:13. august 2022, 05.09

Læsetid:2 minutter

Italienske brandfolk arbejdede i mange timer på at redde en mand fra en tunnel. Manden er mistænkt for at være bankrøver.

/ Ritzau /

ROM En italiensk mand måtte torsdag reddes, efter at han var blevet fanget i en kollapset tunnel nær Vatikanet i Rom.

Manden mistænkes for at være en del af en kriminel gruppering, der var i gang med at grave sig vej til en nærliggende bank.

Det oplyser det italienske politi fredag.

Brandfolk bruge otte timer på at grave ham fri under en vej i den vestlige del af Italiens hovedstad.

Torsdag aften blev han gravet fri, og han blev derefter bragt til hospitalet.

- To personer fra Napoli er anholdt for at modsætte sig en offentlig ansat, og to personer fa Rom er anholdt for at beskadige offentlig ejendom, siger en talsperson fra politiet.

Manden, der måtte reddes, er en af de to fra Rom. Fredag var han fortsat indlagt på hospitalet, siger polititalspersonen uden at fortælle om mandens tilstand.

- Vi efterforsker stadig. Vi kan ikke udelukke, at de er tyve. Det er en af teorierne, siger talsmanden.

Italienske aviser skriver, at der er tale om en bankrøver.

De skriver, at tunnelen blev fundet nær en bank kort før denne weekend, der i Italien er en lang weekend, hvor mange af Roms beboere tager ud af byen.

Avisen Corriere delle Sera har døbt den kriminelle gruppering "Hul-banden".

- De graver en tunnel for at røve en bank, og en af dem bliver begravet under jorden, har avisen La Stampa skrevet.

En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP, der var på stedet torsdag, så en mand, der blev bragt ud af tunnelen i live på en båre, efter den langstrakte redningsmission.

Redningsaktionen involverede dusinvis at redningsarbejdere, der brugte gravemaskiner.

Tunnelen tog sit udspring under et tomt butikslokale, der for nylig var blevet lejet ud.

- Vi troede alle, at stedet var i gang med at blive renoveret. Så vi havde ingen mistanke og vi hørte heller ikke noget larm, siger Michele, der bor i den samme bygning.

/ritzau/AFP