Lyden af den komplekse enkelhed

Han plejer at sige, at han laver musik, som spilles af klassiske musikere, når han skal præsentere sig selv for nye mennesker. At han skriver sin musik ned på samme måde, som en kunstmaler maler sine billeder, eller en forfatter skriver sine romaner.

- Hvis man er forfatter, kan man sætte ordene sammen og fortælle noget, og så er det fæstnet til papiret. På samme måde kan man fæstne musikken til papiret og fortælle om tonehøjde og rytme. Man kan fortælle, om det er en kraftig eller svag tone, ligesom i sproget kan man lave accenter, og hvis der er flere instrumenter, har de hver deres linje. Det er jo en fantastisk kunstart, konstaterer Hans Abrahamsen.

Men alligevel er det ikke helt nemt at forklare folk, hvad det er for en slags musik, han skriver.

- Folk vil meget gerne have det puttet i kasser. Så kan jeg spørge, om de for eksempel kender Per Nørgaard eller Stravinskij. Det gør nogle, men ikke alle.

For mange vil billedet af en klassisk komponist - eller i hvert fald en komponist, der skriver til klassiske musikere - være noget med hvid paryk og en velvillig fyrste. Noget fortidigt. Men Hans Abrahamsen er et aldeles nutidigt eksempel på en komponist, som skaber musik, der har fået både international og efterhånden også hjemlig opmærksomhed.

Tidlig start...