Pris til læge på Regions-hospitalet Silkeborg

Region Midtjyllands Initiativpris gik til Christian Trolle og hans elektroniske beslutningsværktøj, der kan hjælpe patienter til at undgå et længere forløb præget af uvished

5. november 2021, 11.00

Læge og endokrinolog Christian Trolle fra Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg modtog Region Midtjyllands Initiativpris.

PRISUDDELING: Region Midtjylland har netop uddelt årets Initiativpris og Smartpris.

Initiativprisen gik til Christian Trolle, læge og endokrinolog i Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg, der har udviklet et elektronisk beslutningsværktøj, som sammenholder de blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser, patienten allerede har fået lavet. På baggrund af sammenholdningen og et grundigt kig i journalen kan lægen finde frem til de patienter, som ikke har behov for at blive henvist til yderligere undersøgelser af binyren.

Beundringsværdig løsning

Patienten slipper på den måde for et forløb på fire-otte uger med uvished, ventetid og yderligere undersøgelser, inden patienten har fået svar på, at der ikke er tale om sygdom i binyren. Samtidig får lægerne mere tid til at se de borgere, som har brug for behandling.

- Det er en løsning, som vi ser et stort spredningspotentiale i. Løsningen er faktisk allerede spredt til andre afdelinger. Det er en beundringsværdig løsning med markante resultater. En løsning, der både bidrager til at mindske bekymring blandt patienter, og som samtidig bidrager til, at man kan målrette ressourcerne til de patienter, der har mest brug for det, siger regionsrådsmedlem Lone Langballe (DF) på vegne af priskomiteen.

Regionens anden pris, Smartprisen, gik til Ortopædkirurgien på Regionshospitalet Horsens og Hospitalsapoteket, der har modtaget prisen for et forbedringstiltag der betyder, at der i alle ugens hverdage er en lægemiddelkyndig farmakonom på arbejde i det ortopædkirurgiske sengeafsnit.

Priserne ledsages af et beløb på 25.000 kroner. Pengene kan bruges på udvikling, for eksempel besøg af en ekstern eller intern specialist efter eget valg, studiebesøg eller andre relevante initiativer. MTL

Indlæser debat