Coronakarantæne: SIF sætter navne på smittede spillere

To spillere fra den seneste startopstilling i 1. division er blandt de smittede

29. oktober 2020, 12.30

Svenn Crone (t.h.) er blandt de spillere, der er smittet med coronavirus, oplyser Silkeborg IF. Foto: Jakob Stigsen Anderen

FODBOLD Onsdag aften kunne Silkeborg IF oplyse, at tre spillere var blevet testet positive for coronavirus, og torsdag ved middagstid har klubbet offentliggjort navnene på trioen.

Det drejer sig om SIF-anfører Svenn Crone, midtstopperen Jeppe Gertsen og midtbanespilleren Pelle Mattsson. De to førstnævnte startede inde i søndagens udekamp mod Fremad Amager, hvor Pelle Mattsson blev indskiftet i overtiden.

Læs også
Spillere isoleret: SIF-truppen ramt af corona

Klubben oplyser, at de tre spillere er gået i isolation, som mindst skal vare en uge, hvorfor de ikke er til rådighed i de kommende kampe. Den første af slagsen spilles på søndag, hvor Vendsyssel FF gæster Jysk Park, mens HB Køge venter på udebane den efterfølgende søndag.

- I tilfælde af, at de er symptomfri, kan de gradvist begynde genoptræning efter den første uge, lyder det fra Silkeborg IF.

Søndagens hjemmekamp bliver gennemført efter de hidtidige retningslinjer, men selvsagt uden de tre smittede spillere.

Læs også
SIF-stopper: Jeg har grebet chancen
+Abonnement

Kampen afvikles med maksimalt 500 personer til stede. De omkring 350 er tilskuere - primært SIFs sponsorer - der er placeret på Jyske Bank Tribunens øvre afsnit.