Mindeord: Ole Koch Sørensen mestrede både rock, jazz og klassisk musik

Musiker Ole Koch Sørensen, der boede i Them, spillede blandt meget andet i Ib Glindemanns orkester, Tivolis Big Band og Den Kgl. Livgardes Musikkorps

5. juni 2020, 12.02

Ole Koch Sørensen blev 84 år.

MINDEORD: Fra Ole Hermansen, kasserer i Dansk Musiker Forbund Silkeborg (DMF), har vi modtaget følgende mindeord over Ole Koch Sørensen, der var æresmedlem i forbundet. Ole Koch Sørensen boede på Asklevvej, tæt ved Brande Kirke i Them Sogn, hvorfra han blev begravet torsdag.

Kære alle

På en smuk pinsemorgen gav Ole slip efter et langt og rigt liv.

Med sin nærmeste familie omkring sig i sit hjem i det gamle kampestenshus på den jyske hede vendte Ole det sidste blad på et langt og spændende liv med musikken som drivkraft og trofast kærlighed til sin familie livet igennem.

Ole blev født på »Stenbroen« i København og voksede op under krigen i en boligblok nær Utterslev Mose.

Oles mor gjorde rent, faderen var sporvognskonduktør.

Ole manglede aldrig fint tøj eller mad, og han delte gladeligt ud af sine flotte madpakker til de fattige børn i klassen.

I gården var Ole kendt for altid at passe på de udsatte børn og har taget mangt en slåskamp for at forsvare de svageste i hierarkiet.

Oles talenter rakte langt fra Tivoligarden som 8-årig, Musikkonservatoriet, som 17-årig med et tre måneders job på natklub i Paris, startede sit eget rockband på Fyn, 6. Regiments Musikkorps, musiker og formand for Den Kgl. Livgardes Musikkorps, komponist af »Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2.s hyldestfanfare«, aktiv jazzmusiker i Ib Glindemanns orkester, Tivolis Big Band, Creme Fraiche Big Band, Thad Jones’ Big Band, tournéer med Brotherhood of Man, Tom Jones med flere.

Derudover utallige pladeindspilninger, musikleder for drenge- og pigegarder, komponist og dirigent for amatørorkestre herunder 23 forrygende år med Randers Big Band, medlem af DMFs hovedbestyrelse i 32 år og æresmedlem i 2004.

Ole var også en dygtig amatørmaler og tegnede desuden i en årrække forsiden til flere af DMF’s medlemsblade - gerne med satire og »skarp kant«.

Tak for hyggelige og festlige stunder til alle jer, som Ole har delt så mange gode oplevelser med.

Ole vil blive husket for sit store musiske talent og faglige engagement, hans fantastiske humor og utallige sjove musikerhistorier og som den trofaste og kærligste ægtemand og far.

Ole efterlader sig sine ældste børn Peter og Pernille samt fællesbørnene Mette og Mads, fire børnebørn i alderen 1-31 år samt sin hustru Sanne, som han fik 40 år sammen med.

Ole, må du skabe samme høje underholdningsværdi i himlen, som du gjorde for os her på Jorden!