Smoke-It får grønt lys til genåbne sine butikker

Dampere kan igen købe grej og væsker i kædens butikker - også i butikscentrene

24. marts 2020, 12.02

Med tilladelsen fra myndighederne kan Smoke-It igen åbne samtlige sine 28 butikker - deriblandt denne i Silkeborg.

GALTEN Virksomheden Smoke-It, der har hovedsæde i Galten og er en af landets største kæder af e-cigaretforretninger, har fået grønt lys til at genåbne sine butikker rundt i hele landet.

Det oplyser firmaets stifter og adm. direktør, Jens Nygaard Andersen, i en pressemeddelelse.

Han er glad for, at de danske myndigheder dermed følger de italienske myndigheder, som 13. marts gav tilladelse til, at landets e-cigaretforretninger kunne genåbne.

- Et af argumenterne var, at flere hundrede tusinde dampere ville risikere at komme i en situation, hvor de ville blive tvunget direkte tilbage til cigaretterne, hvis e-cigaretforretningerne skulle holde lukket, påpeger Jens Nygaard Andersen.

Nu har de danske myndigheder altså valgt at følge eksemplet fra Italien og har givet grønt lys, til at Smoke-It igen må åbne samtlige af kædens 28 butikker. Også dem, der har til huse i storcentre.

Butikkerne holder åbent med respekt for sundhedsmyndighedernes anvisninger og beder kunderne om at være behjælpelige med passe på medarbejdere og være overbærende, hvis der skulle opstå længere kø til ekspedition, og ikke mindst til at holde afstand til personale og andre kunder.

Smoke-It opfordrer samtidig kunder ti så vidt muligt at blive hjemme:

- Vores webshop er åben. Så medmindre det er strengt nødvendigt at møde op i vores fysiske butikker, anbefaler vi selvfølgelig vores kunder, at de handler hjemmefra, siger Jens Nygaard Andersen.

Siden indgrebet for at undgå spredning af corona-smitte har hovedparten af firmaets 120 medarbejdere så vidt muligt arbejdet hjemmefra.

sinn