
Silkeborg Forsyning tabte 70 millioner kroner: Brancheorganisationer blåstemplede fejlslagen fjernvarmespekulation
Dansk Fjernvarme og Foreningen Danske Kraftvarmeværker stod bag spekulation i elpriser, som medførte tab for over 100 mio. kr. i syv fjernvarmeselskaber. »Meget uprofessionelt«, konstaterer Dansk Erhverv til mediet Energiwatch
Udgivet:20. januar 2023, 10.53
Læsetid:1 minut
Silkeborg Forsynings kraftvarmeværk. Foto: Martin Ballund
2 måneder siden
SILKEBORG En alliance mellem to brancheforeninger, manglende kompetencer i landets fjernvarmeselskaber og en tvivlsom forretningsmodel bygget på spekulation.
Det er den sprængfarlige cocktail, der har resulteret i en regning på over 100 millioner kroner for fjernvarmeforbrugere i Jylland. Heraf en regning på 70 millioner kroner til de omkring 53.000 forbrugere i Silkeborg Forsyning.
Sagen handler om, at en række fjernvarmeselskaber forud for energikrisen spekulerede i, at elpriserne ville forblive lav. De blev derfor ramt af store tab, da energipriserne eksploderede i 2021. Det skriver Energiwatch.
Det er en »alvorlig sag«, lyder vurderingen fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
Her mener Ulrich Bang, markedschef for klima, energi og miljø, at de involverede parter har påtaget sig »en meget stor risiko, som professionelle aktører næppe ville påtage sig«.
- Der er meget stor risiko ved at spekulere i elmarkedet, og det her er jo en case på nogen, der ikke har haft kompetencerne til det. Det er meget dårlig virksomhedsdrift – både af dem, der har fundet på det, og dem, der har støttet op om det, siger Ulrich Bang til EnergiWatch.
- Det virker meget uprofessionelt og nærmest naivt set i bakspejlet, siger han videre.
Indlæser debat