Studerende fra Gl. Rye: - Lad mig hjælpe med lektier

Medicinstuderende Sofie Høgh Olsen fra Gl. Rye vil hjælpe pressede forældre, som efter statsministerens udmelding i går nu kan se frem til endnu flere dages hjemmeundervisning

24. marts 2020, 11.13

21-årige Sofie Høgh Olsen fra Gl. Rye er medicinstuderende på Aarhus Universitet, men corona-situationen giver en del fritid. Noget af den vil hun nu bruge på at hjælpe Gl. Ryes børn og unge med lektiehjælp. Privatfoto.

GL.RYE - Jeg tilbyder min hjælp for dem, som ikke kan eller har tid til at hjælpe børnene med hjemmearbejdet.

Sådan skriver 21-årige Sofie Høgh Olsen fra Gl. Rye på byens lokale Facebookgruppe.

Hun er medicinstuderende på Aarhus Universitet, men coronasituationen bringer huller i kalenderen, som hun altså nu vil bruge på at hjælpe Gl. Ryes børn og unge med lektiehjælp.

Det er kvit og frit og naturligvis virtuelt.

- Jeg var på besøg hos mine forældre, og kunne forstå på flere, at de var pressede, når de både skulle arbejde hjemme og hjælpe deres børn med lektiehjælp. Mange børn og unge sidder med flere spørgsmål til lektierne, end de plejer, fordi de ikke har normal undervisning. Så jeg tænkte; Den klarer jeg, siger Sofie Høgh Olsen.

En digital trend begyndt

Sofie Høgh Olsens opslag på Facebook rammer ind i tidens ånd, hvor studerende tilbyder virtuel lektiehjælp i alverdens grupper på sociale medier.

Selvom hun bor i Aarhus, var der ingen tvivl om, at det netop var Gl.Rye, som skulle have hjælpen.

- Der er efterhånden mange forskellige grupper på Facebook, der er designet til formålet om lektiehjælp. For eksempel i Aarhus. Men det gav bare bedst mening med Gl. Rye. Det er jo byen, jeg er vokset op i.

En rigtig fin modtagelse

Gl. Rye har taget godt imod Sofie Høgh Olsens tilbud.

Opslaget på Facebook har i skrivende stund 112 positive tilkendegivelser, ligesom hun får mange pæne ord med på vejen.

Gl. Rye-borgere skriver blandt andet »Flot af dig, Sofie!«, »Smukt initiativ«, »Det er god stil« og »Du er sej«.

- Jeg er glad for, at alle tager så godt imod mit opslag. Jeg synes lige så godt, man kan hjælpe dem, som har brug for det. I de her tider er det godt at stå sammen, siger Sofie Høgh Olsen.

Alle fag undtagen tysk

Sofie Høgh Olsen tilbyder hjælp til både folkeskole- og gymnasieelever.

Og noget tyder på, at hun har CV’et i orden.

Hun har været lektiehjælper på HTX i Skanderborg og er vant til at arbejde med børn fra sin tid som FDF-leder og gymnastiktræner i Gl. Rye.

Hun er dog tilbageholden, når det kommer til hjælp i ét bestemt fag.

- Jeg kan simpelthen ikke hjælpe med lektier til tyskundervisningen, siger Sofie Høgh Olsen.