BSH dummede sig i Kolding

Trods føringer i det meste af kampen måtte Bjerringbro-Silkeborg nøjes med uafgjort

6. november 2019, 20.39

Nikolaj Øris og BSH måtte nøjes med et point. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg formåede onsdag aften ikke at hente den anden sejr på tre dage.

Udekampen mod KIF Kolding endte nemlig 27-27, selv om gæsterne var i front det meste af opgøret og reelt også burde have vundet.

Men foran 21-25 med 11 minutter igen gik BSH-mandskabet i stå, og herefter scorede hjemmeholdet fem gange i træk, så stillingen blev vendt til 26-25 med tre et halvt minut igen.

Derfra blev det en nervepirrende afslutning, men en vigtig redning af Aljosa Rezar med et minut igen ved 27-27 sørgede for, at udeholdet alligevel fik chancen for at afgøre kampen.

Til allersidst var Nikolaj Markussen presset til et skud langt udefra, men han måtte se sit forsøg prelle af på overliggeren.

Dermed blev det kun til et point til BSHerne, der vil være skuffede over det resultat. For holdet førte komfortabelt med 11-15 ved pausen og i det meste af anden halvleg var forspringet også solidt.

Men måske betalte BSH prisen for, at Sebastian Skube og Mads Ø. Nielsen igen sad ude med skader, for der blev trukket store veksler med de samme spillere, som også spillede mange minutter i mandags mod GOG.

Topscorer blev Mads K. Andersen med syv mål, mens Mathias Thynell scorede seks gange for Kolding.