100 års fødselsdag i Kjellerup

Elly Vejlgård Just arbejdede blandt andet på plejehjem i Kjellerup gennem 20 år

8. april 2020, 12.00

Elly Vejlgård Justs store dag fejres til september, og det glæder hun og familien sig meget til.

Elly Vejlgård Just, Sandgårdsvej i Kjellerup, fylder 100 år torsdag den 9. april.

Elly blev født år 1920 på en gård i Herborg ved Spjald. Efter hendes skolegang kom hun ud på nabogårdene som barnepige.

Da hun var 17 år, kom hun ud som ung pige i huset i Silkeborg, og efter nogle år blev hun ansat på et børnehjem, hvor hun passede de små børn, som var fra 0-3 år.

Derefter var hun pige i huset hos dommeren i Kjellerup.

Til en fest mødte hun Ernst, som kom fra Thorning. De blev kærester og gift i 1946. De bosatte sig i Vium, hvor de købte en landejendom. Her kom der seks børn til - fire drenge og to piger.

Da børnene blev lidt større, fik Elly arbejde på et plejehjem i Kjellerup, først kort i køkkenet, derefter som nattevagt, hvor hun var i 20 år.

Elly mistede sin mand i 1989, og derefter solgte hun gården og købte hus i Hvam. Her fik hun tiden til at gå med at ordne haven. Også mange cykelture blev det til, og hun fik gode venner at mødes med.

Hun har også været på flere udenlandsrejser - blandt andet til Frankrig, Østrig og Tunis.

Hun boede i Hvam indtil 2008, hvorefter hun flyttede til Sandgårdsvej i Kjellerup, hvor hun stadig bor.

Elly har deltaget i mange arrangementer, der har været afholdt i Glassalen, og hun har selv holdt mange fester der, da der skal noget plads til at rumme hendes store familie der foruden hendes børn og svigerbørn tæller 11 børnebørn og 17 oldebørn. MTL