Opsigelse af lejer udløste mavepumper og spark i bagdelen

15. november 2021, 10.37

IKAST Fredag morgen stod en 65-årig mand klar, da en 22-årig mand dukkede op ved en ejendom i Ikast.

Morgenmødet førte til, at den 65-årige hamrede en knytnæve ind i den unge mands mave, og efter den mavepumper kom desserten i form af et velrettet spark i bagdelen.

Herefter fremkom den ældre mand med diverse trusler mod den 22-årige, der blev truet med at blive slået ihjel, hvis kan fortalte om hændelsen til nogen.

Det gjorde den 22-årige imidlertid. Han kontaktede politiet, der nu sigter den 65-årige for vold og trusler.

Hændelsen fandt sted ved 7.45-tiden, og baggrunden var, at den 22-årige havde opsagt den 65-årige som lejer.