Fuld tysker er afhentet i detentionen

Det var ganske rigtigt en fuld tysker, som var kommet på afveje nytårsnat

Udgivet:01. januar 2018, 12.28

Læsetid:1 minut

Søren Nielsen
Digital Redaktør

5 år siden

SILKEBORG Det endte heldigvis godt for en 17-årig ung mand, der nytårsaften havde fået alt for meget at drikke.

Den meget berusede 17-årige var kommet ind i et selskab i en bolig på Lupinvej, men han var ikke i stand til at tage vare på sig selv. Derfor blev i første omgang en ambulance tilkaldt, men ambulancefolkene kunne ikke håndtere ham.

Derfor blev også politiet tilkaldt, og den unge mand blev taget med til detentionen i Holstebro.

Det var nytårsnat uklart for alle, hvem den 17-årige unge mand var. Han kunne ikke tale rent, men fik dog selv sagt, at »jeg er tysker«.

Det udsagn viste sig at holde stik.

- Den unge mand er i løbet af dagen afhentet af noget familie fra Silkeborg. Og det er også rigtig nok, at den 17-årige mand er tysk statsborger. Så han er på vej til Silkeborg igen, oplyser vagtleder Allan Riis.