112

Stor bøde for at køre uden kørekort

Ung mand blev fire gange standset for at køre uden kørekort. Desuden blev han dømt for overtrædelse af narko- og våbenloven

16. april 2021, 14.29

IKAST-BRANDE Sparegrisen må formentlig lade livet hos en 20-årig mand, når han skal betale en velvoksen bøde for sin trang til bilkørsel.

Han er således ved Retten i Herning idømt en bøde på 15.000 kroner, ligesom han skal 20 dage i fængsel. Den sidste del af straffen er dog gjort betinget med en prøvetid på et år.

Det er ulovligt at køre rundt i personbil uden at være i besiddelse af et kørekort, og den forseelse har den 20-årige ungersvend gjort sig skyldig i fire gange.

Den første kørsel fandt sted 30. juni 2019 om natten. Her blev den unge mand ved 3.30-tiden standset i en personbil, som han havde lånt. Stedet var Eli Christensens Vej i Ikast.

25. august samme år ved 17-tiden blev han atter stoppet af politiet. Det skete i en »lånt« bil på Herningvej i Brande.

Her kunne betjentene konstatere, at den dengang 18-årige mand fortsat ikke havde taget et kørekort, ligesom han havde vel travlt. Således kørte han 66 kilometer i timen på strækningen, hvor højst tilladte hastighed er 50 kilometer i timen.

Møderne med ordensmagten gjorde åbenbart indtryk, for der skulle gå mere end et år, inden politiet atter stødte på manden.

Det skete 14. juli midt eftermiddag i Torvegade i Tørring, hvor tiltalte havde rigeligt med fart på: Han kørte 77 kilometer i timen på en strækning, hvor man højst må køre 50 kilometer i timen. Desuden kunne han for tredje gang ikke fremvise et kørekort.

Det kunne han heller ikke 31. juli sidste år ved midnatstid nær Kvickly i Storegade i Brande.

Da betjenttene så nærmere efter i bilen, stødte de på to totenschlægere og 10 gram hash.

Desuden var den 20-årige påvirket af stoffer og kørte således narkokørsel.

De mange forhold blev tilsammen takseret til den pæne bøde og den betingede fængselsstraf.