
Foto: Martin Ballund
2 måneder siden
Jeg kan godt lide citater. Dem sætter jeg i bunden af min mail, lader dem stå i 14 dage eller tre uger, hvorefter jeg finder et nyt.
Søndag den 15. januar læste jeg den store artikel i Midtjyllands Avis om Jette Præstholm der mistede sin 13-årige datter i en trafikulykke for nu snart 20 år siden.
Det følelsesmæssige og tragiske indhold er overalt krydret med den trafikdræbte 13-årige Sofies ubetingede kærlighed og respekt for sine forældre, især for hendes mor.
I journalisten Jette Skibsteds sobre artikel var der mange »gode vendinger«.
Der var en udtalelse hvor Jette siger: »Vi bestemmer ikke, hvad der sker, men vi bestemmer, hvad vi tænker om det.«
Og det var en vending/citat der ramte mig, og stemmer helt overens med min livsholdning.
Kan man så bare »stjæle« citatet?
Jeg fandt ud af, at Jette Præstholm er skoleleder på Skivekanten, så jeg googlede hende, fandt hendes e-mailadresse, fortalte at jeg havde læst artiklen og gerne ville bruge det citat fra hende i min mail.
»Det er bare OK«, skrev hun tilbage og fortalte, at hun også i sin undervisning brugte ordspil og alternativ tolkning, f.eks. betød AHA: »Alle hjælper alle«.
Og sådan fik jeg knyttet et flygtigt bekendtskab til en kvinde, hvis e-mailadresse nu ligger i mit kartotek.
Dagen før var jeg til begravelse i Silkeborg. Det var ikke et flygtigt bekendtskab, men en markant person. Ole Hansen tidligere direktør i Silkeborg IF døde som 82-årig.
Jeg gik til begravelsen for at ære Ole Hansens efterkommere. Ole Hansen skrev i 2004 under på mit firma Uhlsport’s første samarbejdsaftale med Silkeborg IF, en aftale der løber den dag i dag.
Højtideligheden sluttede med, at vor lokale sanger Ib Lund-gaard solo fremførte Ole Hansens favoritnummer »I did it my way«.
Ib Lundgaard stod ved siden af kisten uden ledsagelse af musik. Han sang så kraftfuldt, smukt og rent, at jeg vil næsten påstå, at Ole Hansen må have hørt det.
Jeg var fuldstændig bjergtaget, jeg førte hænderne ud til siden og gjorde klar til applaus. Men inden de nåede sammen, fik jeg af min sidemand et bestemt blik: »Man klapper ikke til en begravelse«.
Det accepterede jeg, men så alligevel. Ole Hansen har været chef for Silkeborg IF og vant til en branche, hvor ethvert godt indlæg eller fodboldoplevelse honoreres med et bifald.
Så her kommer nu et »efterklap« fra Bryrup til jer begge. RIP Ole Hansen.
Indlæser debat