Midtjyske Meninger: Uge 26

Udgivet:01. juli 2021, 12.51

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Inger Christensen Virklund

Så er det ferie. Vi er i uge 26, hvis nogen skulle være i tvivl. Det kan godt være, at ugenumre er praktiske, men jeg kan ikke forliges med dem. »Uge 26« lyder i mine ører kønsløst og upersonligt, og egentlig er det lidt svært at finde ud af, hvor på året vi befinder os.

Hvis man derimod omtalte ugen som: Det er den uge, hvor juni slutter og juli begynder, så vil man jo straks få associationer som f.eks. til sol, sommer og roser i haven! Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har set min mand - og for den sags skyld så mange andre - sidde og rode frem og tilbage på mobiltelefonen for at finde ud af, om der er noget i kalenderen eksempelvis torsdag i uge 26.

Ofte går det galt. Så er mobilen hoppet frem til 2022, og da er der ledigt torsdag i bemeldte uge, eller også er vi tilbage i 2000, og da står der måske »sommerfest kl. 20«. Nemt er det ikke.

Derfor holder jeg mig til min gode, gamle kalender i papirform. Med spiralryg og plastomslag. Den fra Danmarks Lærerforening. Udgivet af Provinsforlaget Miljøkalendere. Bedre kan det ikke blive. Så kan jeg sænke skuldrene og slappe af: Miljøaktivisterne bliver glade, mindre CO2-udslip fra spiralryggen, biodiversiteten sikres: Der skal ikke fældes træer i Nordskoven til fremstilling af papir, så jeg tager det ganske roligt. Kalenderen er endda produceret i Danmark, så et par arbejdspladser er så også sikret.

Her i kalenderen tager man ikke fejl. Jeg har oversigt og overskuelighed over hele uge 26 på en gang. De forskellige opgaver og oplevelser er med håndskrift noteret efter bedste evne. Jeg glædes over at kunne bladre (for mobil- og PC-bruger hedder det vist at scrolle) frem og tilbage.

Mandag fylder Carl 1 år. Der er tegnet et lille flag. Tirsdag kommer der én og ser på en kommode, som jeg har sat til salg. Onsdag skal der pudses et par vinduer, mens husbonden spiller golf, torsdag og fredag står den i frivillighedens tjeneste som vagt på Museum Jorn, lørdag kalder et sommerhus i Vedersø, og søndag har Morten Brugs fødselsdag. Jeg skal huske det hele!

Som tillægsgevinst får jeg oven i købet oplyst, at solen står op denne søndag i uge 26 kl. 04.33. - En oplysning, som nok især Carl er vidende om, men som Morten Brugs nok finder mindre interessant at kontrollere!

God sommer, - og såfremt der dømmes ferie: Læg kalenderen væk og tag armbåndsuret af, så hele armen kan blive brun!

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.