90 års fødselsar: Eberhart tæller de lyse timer

Eberhart Skov fylder 90 år og er fortsat meget aktiv. Han drev Eberharts Pølsefabrik i Engesvang og er i dag vendt tilbage til fødebyen, Kragelund

26. februar 2020, 13.00

Eberhart Skovs første job var som 8-årig, hvor han sammen med sin bror passede leddet ved tørvemosen, som nu er genskabt som Bøllingsø. Her er han fotograferet ved Bøllingsø Stenen.

FØDSELSDAG: Torsdag den 27. februar, fylder Eberhart Skov, Kragelund, 90 år, og han kan med tilfredshed se tilbage på et langt liv med mange gode oplevelser.

Eberhart er født og opvokset i Kragelund, hvor han gik i slægtens fodspor og blev uddannet slagter. Inden længe blev han selvstændig med egen slagterforretning i Engesvang. På en international udstilling vandt han en guldmedalje for en salami, og dette gav ham udgangspunktet til at starte Eberharts Pølsefabrik i Engesvang i 1969, hvor han også byggede familiens bolig tæt på fabrikken. Fabrikken var rammen omkring familiens liv, og den sparsomme fritid gik med travheste. Næsten hver weekend drog familien afsted til løbsbaner rundt omkring i Jylland.

I 2000 opførte han en ny villa i Kragelund og vendte dermed tilbage til sin barndomsby.

Et langt arbejdsliv

Som det var normalt dengang, startede han tidlig på arbejdslivet, og han kan berette, at hans første job var som 8-årig, hvor han sammen med sin bror passede leddet ved tørvemosen, som nu er genskabt som Bøllingsø, hvilket glæder Eberhart fortsat at se og følge. Arbejdslivet sluttede først for 6 år siden som 84-årig, hvor familien solgte fabrikken i Engesvang.

Der er også blevet tid til at se en god del af verden, og han har rejst i mange lande, de senere år alene og har klaret det uden at kunne andet sprog end jysk. Rejserne er nu lagt på hylden, men han nyder stadig at tage med på udflugt med pensionistforeningen i Kragelund.

Et aktivt pensionistliv

Eberhart er fortsat meget aktiv og sætter stor pris på naboskabet i andelsboligforeningen i Kragelund, hvor han flyttede til for fire år siden. Han dyrker fortsat sin haveinteresse og kommer desuden rundt i byen to gange daglig med sin højtelskede gravhund.

I de seneste år er han også begyndt at gå i det lokale fitnesscenter, hvor han er alderspræsident.

Han har været mangeårigt medlem i den særlige klub i Kragelund, som hedder »Kun for Mænd«, hvor de mødes hver uge til kaffe og dartspil.

En anden ugentlig tradition er en tur til Rosengårdcentret i Silkeborg med et par naboer, hvor det står på spisning, inden turen går tilbage til Kragelund i egen bil med Eberhart som chauffør.

Eberhart laver selv mad og er en ivrig bager. Der er altid hjemmebagte boller og kringle i fryseren, når nogen kommer forbi til kaffe. Den eneste medicin, han får, er et godt glas rødvin hver aften, mens der bliver spillet kabale på computeren.

Det er et særsyn at se en 90-årig med så stærkt et helbred og et fortsat positivt livssyn på fremtiden. Hans motto er, at man kun skal tælle de lyse timer. Alt det negative skal man smide over skulderen og se fremad.

Familien rummer tre børn, seks børnebørn og 10 oldebørn.

Fødselsdagen fejres på lørdag med en fest. mtl