JOBNYT: Silkeborgenser får specielt job hos Bankdata

Kennet Jeppesen er ny Lead Technologist i Bankdata. Her skal han eksperimentere med teknologier og udfordre det traditionelle

3. maj 2021, 11.30

Kennet Jeppesen er fra Sejs-Svejbæk

Bankdata har ansat Kennet Jeppesen fra Sejs som ny Lead Technologist i Digitalisering. Bankdata har afdelinger i Silkeborg, Fredericia og Aarhus.

Digitalisering er en mindre enhed, der eksperimenterer med at sammensætte teknologier på nye måder. I samarbejde med kolleger og newtech-virksomheder skal han være med til at sikre, at Bankdatas ejere, de otte pengeinstitutter, altid er på forkant med de seneste fremskridt.

- Vi vil rigtig flytte organisationen og kunderne ved at udfordre dem med nye trends, teknologier og inspiration. I tæt samarbejde med udviklingsteams og pengeinstitutter arbejder vi med koncepter, som kan være lidt for usikre til, at man kan prioritere det, når man sidder og arbejder på en vigtig leverance til en kunde. Det kunne typisk være at lave et eksperiment, hvor vi sammensætter teknologier og afprøver nye ideer gennem prototyper, siger Kennet Jeppesen.

Han lægger ikke skjul på, at han elsker at finde på nye ting.

- Jeg elsker at bygge ting. Lave prototyper. Man kan tale ideer til døde, men det at bygge noget, komme det i hænderne på nogen, dét er fedt. Få funktionalitet til at bevise sit værd. Vi har et princip om show, dont tell. Det sælger langt bedre, siger han.

Kenneth Jeppesen understreger, at jobbet især handler om at gå nye veje.

- Vi leder ikke kun efter nye teknologier men binder også velkendte, velafprøvede teknologier sammen i nye koncepter, så det giver en forretningsmæssig værdi for pengeinstitutterne. Snapchat og TikTok er jo heller ikke banebrydende teknologisk, men koncepterne er stærke, siger Kennet Jeppesen.

Han forklarer, at hans succes afhænger af evnen til at være begejstret for det nye og ubekendte og kritisk efterfølgende.

- Mit job er at være åben og nysgerrig. Det indebærer også at kunne lægge nogle ting fra sig - altså nejhatten. Vi kender det jo alle sammen. Er du dybt inde i fagområde, kender man alle rammerne. Begrænsningerne. Du kommer ind til en workshop, hvor der er én der siger nej til alt. »Det kommer aldrig til at fungere«. Eller: »Det kan aldrig integreres.« Men innovation er svært, så man er nødt til at tage skyklapper på og få vurderet forretningsværdien af nye ideer, og så skal vi nok finde en vej udenom begrænsningerne. Og det kan jo godt være, at en idé er dårlig - men den kan være en inspirationskilde til en god, siger Kennet Jeppesen.

Kennet Jeppesen bor i Sejs med sin hustru og to børn.

Indlæser debat...