Prominent forsker får dronningens videnskabspris

Prisen uddeles af Videnskabernes Selskab, og går i år til professor Anja Groth for hendes forskning i epigenetik. Overrækkelsen, der sker ved Majestæten selv, skulle egentlig have fundet sted i april, men forventes på grund af coronakrisen at finde sted i efteråret

6. april 2020, 11.30

Anja Groth er medlem af Danmarks Frie Forskningsfonds Forskningsråd for Sundhed og Sygdom.

Menneskets celler overfører information, når de deler sig. På den måde husker de nyskabte celler deres funktion og bliver magen til de oprindelige.

Fænomenet kaldes epigenetik, og professor Anja Groth fra Novo Nordisk Foundation Center for Protein Research har i mange år været førende på netop det forskningsfelt.

På den baggrund modtager hun i år Dronning Margrethe II’s Videnskabspris.

- Jeg er utrolig stolt over at modtage denne pris.

- Det er en stor anerkendelse af arbejdet i min forskningsgruppe og de nybrud inden for epigenetik, som vi har opnået, siger Anja Groth til Videnskabernes Selskab, som uddeler prisen for femte år i træk.

- Der er stadig mange molekylære mysterier at løse i epigenetikken.

- At modtage et kæmpe rygklap som denne pris giver både mig og hele min forskningsgruppe ny energi til at fortsætte arbejdet og nå endnu længere,tilføjer hun.

Fremragende forsker

Anja Groth og hendes forskningsgruppes arbejde har ikke alene stor betydning for vores forståelse af, hvordan kroppen udvikler sig som organisme generelt. Det gør os også klogere på måden, hvorpå en række komplekse sygdomme udvikler sig. Blandt andet kræftsygdomme.

Denne indsats på så afgørende og aktuelle områder af videnskaben var én af flere ting, der blev vægtet højt, da Videnskabernes Selskabs præsidium endte med at nominere Anja Groth.

Mogens Høgh Jensen, Præsident i selskabet, beskriver Anja Groth som »en særdeles talentfuld forsker, der allerede har høj international status«.

Det samme viser Anja Groths CV, hvor hun tidligere har modtaget flere imponerende priser og anerkendelser for sit arbejde. Blandt disse kan nævnes EliteForsk-prisen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, Heirloom Award for Women Scientist Leaders og ikke mindst optagelse i European Molecular Biology Organization og Videnskabernes Selskab.

Anja Groth kan se frem til at få overrakt prisen af HM Dronning Margrethe II selv ved en prisoverrækkelsesceremoni i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Efter overrækkelsen af prisen vil Anja Groth give en præsentation af sin nyeste forskning for de deltagende gæster.

Prisen på 100.000 kroner gives én gang om året til en fremragende dansk forsker under 50 år, hvis forskning er inden for de videnskaber, som Selskabet repræsenterer.

Prisen blev indstiftet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 2015 i anledningen af Selskabets protektor HM Dronning Margrethe II’s 75-års fødselsdag. Prisen overrækkes derfor normalt i april, tæt på Dronningens fødselsdato.

Prismodtageren udpeges af Selskabets præsidium efter indstilling fra medlemmer af Selskabet.

Tidligere prismodtagere er professor Marie-Louise Nosch og professor Morten Heiberg fra Københavns Universitet, samt professor Bo Brummerstedt Iversen og professor Jens Christian Svenning fra Aarhus Universitet.