"Halløj på Badehotellet" genopstår efter mere end 43 år

Serien er af britiske satireekspeter blevet udnævnt til den bedste britiske komedieserie nogensinde.

Udgivet:07. februar 2023, 21.11

Læsetid:1 minut

/ Ritzau /

1 måned siden

KØBENHAVN Serien "Halløj på Badehotellet" genopstår - mere end 40 år efter, at serien første gang blev sendt på britisk tv.

Det skriver flere medier heriblandt Variety.

De nye afsnit skal som resten af serien skrives af John Cleese, men denne gang får han selskab af sin datter, Camilla Cleese. De skal begge desuden medvirke i serien.

"Halløj på Badehotellet" handler om den til tider hysteriske Basil Fawlty, der forsøger at holde både sit hotel og sit ægteskab i live.

Ifølge Variety skal den nye sæson handle om Basil Fawlty, der forsøger at navigere i den moderne verden, mens han udforsker forholdet til sin nyfundne datter.

Den første sæson af "Halløj på Badehotellet" blev første gang vist på tv-kanalen BBC i 1975. Anden sæson blev vist i 1979.

Tv-serien blev i 2019 udråbt til den bedste britiske komedieserie nogensinde af et panel bestående af komedieeksperter.

To år tidligere havde den fået samme udnævnelse i en rundspørge med over 100 britiske komikere.

John Cleese er i dag 83 år. Han er også kendt for at være et af medlemmerne i gruppen Monty Python.

/ritzau/

Indlæser debat