Kipchoge vinder maraton i Berlin i ny verdensrekord

Den 37-årige kenyaner kappede et halvt minut af sin egen verdensrekord fra 2018 i Berlins gader.

Udgivet:25. september 2022, 20.31

Læsetid:2 minutter

Eliud Kipchoge barberede 30 sekunder af sin verdensrekord fra 2018, da han søndag vandt Berlin Marathon.

/ Ritzau /

BERLIN Kenyaneren Eliud Kipchoge forbedrede søndag sin egen fire år gamle verdensrekord, da han vandt Berlin Marathon.

Den 37-årige langdistanceløber vandt maratonløbet i Tysklands hovedstad i tiden to timer, et minut og ni sekunder.

Dermed var han nøjagtig et halvt minut hurtigere end i 2018.

Kipchoge havde forud for maratonløbet annonceret, at han gik efter at sætte løbsrekord på gaderne i Berlin.

Han satte straks fra start et højt udgangstempo på mere end 21 kilometer i timen, hvilket han formåede at holde i den første halvdel.

Kenyanerens splittid midtvejs på den ikoniske distance på 42.195 meter var på 59 minutter og 51 sekunder.

Tempoet faldt en anelse på den sidste halvdel, men ikke meget. Det betød dog alligevel, at chancen for at komme under den magiske grænse på to timer begyndte at fordufte.

Rekorden var dog stadig indenfor rækkevidde, og det samme var sejren, der var aldeles suveræn.

Eliud Kipchoge kom over målstregen med et hul på næsten fem minutter til løbets nummer to, landsmanden Mark Korir, der var fire minutter og 49 sekunder langsommere.

Ruten i Berlin er nærmest som skræddersyet til rekorder. Siden 2003 er den hurtigste maratontid på kloden blevet sat på asfalten i byens gader.

Kenyaneren Paul Tergats rekordtid fra 2003 på to timer, fire minutter og 55 sekunder er dog blevet slået hele syv gange siden.

Etiopieren Haile Gebreselassie slog den både i 2007 og 2008, hvor han pressede rekorden ned på to timer, tre minutter og 59 sekunder.

Herefter tog de kenyanske løbere over igen, og i 2011 kappede Patrik Makau 21 sekunder af Gebreselassies rekord.

Den eftertragtede rekord overtog Wilson Kipsang i 2013, da han var 15 sekunder hurtigere.

Herefter gik der blot et år, før Dennis Kimetto i 2014 vandt Berlin Marathon i tiden to timer, to minutter og 57 sekunder.

De seneste to rekordtider er blevet sat af Kipchoge.

/ritzau/