Smukfest får Lionel Richies første danske festivalkoncert

Tove Lo, Khalid og Kygo kommer sammen med Lionel Richie til Smukfest til sommer.

20. november 2019, 12.34

Lionel Richie kommer til Danmark til næste sommer, når han spiller på Skanderborg Festival. (Arkivfoto) Suzanne Cordeiro/Ritzau Scanpix

SKANDERBORG Til næste sommer kan danske koncertgængere for første gang få lov at se Lionel Richie på en af landets festivaler, når han optræder på Smukfest i Skanderborg.

Den tidligere forsanger i The Commodores er en af fire kunstnere, som festivalen onsdag har føjet til næste sommers musikprogram.

Ud over Lionel Richie kan gæsterne på Smukfest også glæde sig til Tove Lo, Khalid og Kygo.

Lionel Richie var i Danmark i 2014, efter at han i 2012 havde lavet en udgave af hittet »Say You, Say Me« sammen med danske Rasmus Seebach.

I Smukfests omtale af Lionel Richie bliver der også lagt op til, at festivalens gæster ud over Richies egne »Hello« og »All Night Long« også kan glæde sig til sange som »Easy« og »Three Times a Lady« fra hans tid i The Commodores.

Modsat Lionel Richie vil svenske Tove Lo ikke være en nyhed for det danske festivalpublikum, da hun i sommer optrådte på Northside.

Den 32-årige popsangerinde er med numrene »Habits (Stay High)« og »Talking Body« blevet spillet i radioer verden over.

Hun er blevet kaldt »den mest triste pige i Sverige« på grund af de ofte melankolske eller direkte ulykkelige temaer i hendes sange. Samtidig er hun også kendt for et opgør mod en perfekthedskultur.

Det demonstrerer hun blandt andet ofte ved at løfte op i toppen til koncerter - hvilket Northsides gæster fik at se i sommer.

Ud over sine egne numre har Tove Lo også skrevet sange til blandt andet den britiske popstjerne Ellie Goulding, der har nydt godt af Tove Los ord til sangen »Love Me Like You Do«.

Amerikanske Khalid har i år udgivet sin anden plade, efter at den første, »American Teen«, gav ham fem Grammy-nomineringer.

Det blev også bemærket i Danmark, og musikmagasinet Gaffa kårede ham til årets nye udenlandske navn i 2018.

Flere vil måske også kende Kygo fra deres spillelister på Spotify, hvor han blev den kunstner, der hurtigst fik en milliard afspilninger på musiktjenesten.

Som DJ er Kygo mere kendt for sine remix af andre numre - herunder har han haft stor succes med at lave sin egen udgave af Whitney Houstons cover af nummeret »Higher Love«.

/ritzau/