Ånd over grådighed

12. juni 2021, 08.01

»Tårnet bør hæves for at signalere, at ånd står over den grådighed der kommer til udtryk i sanseløs byggemani.«

HØJHUSE I Aarhus har biskoppen påtalt opførelsen af en over 150 m høj bygning i umiddelbar nærhed af Domkirken. Kirken har altid været et centralt vartegn for byen og overbygning af byens gamle centrum udfordrer det miljø, som kendetegner bymidten. Et miljø der glæder både indbyggere og turister. Rent faktisk har biskoppen vetoret, der går imod bygninger, der kommer til at dominere i domkirkens nærhed. Men han er tilbageholdende med at bruge sin magt, der kan få utilsigtede og uoverskuelige konsekvenser.

Nu har vi ikke en domkirke, men vi kunne da hæve tårnet på Silkeborg kirke for ligesom at signalere at ånd bør stå over grådighed

Peter Leth

Men at nutidens babelstårne rager højere op og skygger for kirker siger jo noget om magtfordelingen i samfundet. Før i tiden var kirken højt hævet over folket og var en betydelig magt i samfundet. Kirketårnet ragede op over det hele og kunne ses på lang afstand.

I dag er det penge og prestigebyggeri der fylder mest - og det kender vi i den grad også til her i byen. Nu har vi ikke en domkirke, men vi kunne da hæve tårnet på Silkeborg kirke for ligesom at signalere at ånd bør stå over grådighed.

Jeg kan ikke forstå, hvordan byrådet kan nænne at smadre vores bymidte med en række grå kasser og andre byggerier, der gør byens mest attraktive beliggenheder ved åen og andre steder til en stenørken.

Indlæser debat...