
SIF henter stærk midtbanespiller
Lasse Vigen har skrevet kontrakt med Silkeborg IF frem til sommerferien. Han træner med i Spanien sammen med SIF’erne onsdag eftermiddag
Udgivet:07. februar 2023, 18.13
Læsetid:2 minutter
Lasse Vigen Christensen med front mod kameraet er klar for SIF. Her er han med sin tidligere holdkammerat i Børndby, Hany Mukhtar. Foto: Lasse Lagoni/Ritzau Scanpix
1 måned siden
FODBOLD Silkeborg IF har hentet forstærkning. Den tidligere Brøndby-spiller Lasse Vigen skifter til SIF på en kontrakt, der løber frem til sommerferien.
- Vi er meget glade for, at det er lykkedes at hente en kvalitetsspiller som Lasse Vigen Christensen til klubben. Vi står over for en spændende forårssæson, hvor han utvivlsomt vil komme til at hjælpe os med sin rutine, dynamiske spillestil og store arbejdsradius. Han har holdt formen ved lige i Esbjerg i de seneste uger og kommer fra et godt forløb i Belgien med mange kampe, så han er klar til at forstærke truppen med øjeblikkelig virkning, siger sportschef Jesper Stüker.


SIF-træner: Derfor får Vigen en kort kontrakt
Lasse Vigen er opvokset i Esbjerg og skiftede senere til FCMs akademi, inden han rykkede til Fulham i London. Her fik han 68 førsteholdskampe med 7 scoringer og 11 assists til følge, mens han også optrådte på lejemål hos Burton Albion. I 2017 blev han købt af Brøndby IF, hvor han spillede 129 kampe (15 mål og 14 assists).


Salquist i klar bedring: Så tæt er han på et comeback
Hans sidste aftryk på Vestegnen blev et minderigt ét af slagsen, da han scorede til 1-0 i den afgørende mesterskabskamp på Brøndby Stadion i sommeren 2021, inden han skiftede til belgiske Zulte Waregem i Jupiler Pro League. Her blev han noteret for 35 kampe, inden han fik sin kontrakt ophævet i januar 2023. Nu glæder han sig til at tørne ud for SIF i en spændende forårssæson.
- Jeg ser frem til at spille i den røde trøje på et hold, som jeg med interesse har fulgt over de seneste år, hvor både resultaterne og spillet har været rigtig gode. Holdet har en attraktiv spillestil, som jeg glæder mig til at blive en del af, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe klubben til at få en god forårssæson i en meget tæt og spændende Superliga, lyder det fra Lasse Vigen Christensen.
Indlæser debat