60-årige Søs Fenger: Svært at finde en kæreste

Søs Fenger drømmer om at finde kærligheden. Men det kan være svært, når man er 60, kendt og kvinde, siger sangerinden i et nyt interview med Alt for damerne.

Udgivet:30. juni 2022, 11.39

Læsetid:1 minut

Søs Fenger har to ægteskaber bag sig. Hun var gift med Thomas Helmig fra 1986 til 1989 og med den svenske musiker Henrik Jansson frem til 1996. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Ligesom mange andre drømmer Søs Fenger om at finde kærligheden.

Men det er vanskeligt at få den søde musik til at opstå, når man er 60 år og er en kvinde med et kendt ansigt.

Mens at mænd nærmest begynder deres andet liv, er det umoderne at være en 60-årig kvinde. Man bliver overset i forhold til de yngre modeller.

Det fortæller hun åbenhjertigt til Alt for damerne.

- Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, der er i mit liv. Men nogle gange har man brug for en, der er der, når man kommer hjem, og som siger: "Hvor var du bare fed, da du gjorde det og det". Eller: "Hvor ser du godt ud". Og som giver en lang krammer. Så det skal jeg have, siger hun til magasinet.

Søs Fenger har prøvet at være på en datingside. Men det blev for underligt, fortæller hun videre i det åbenhjertige interview med Alt for damerne.

- Det var helt til grin for mig. Jeg kunne jo ikke skrive, hvem jeg var, og så blev det hele så mærkeligt kunstigt, siger hun til magasinet.

Søs Fenger har to ægteskaber bag sig.

Hun var gift med Thomas Helmig fra 1986 til 1989 og senere med den svenske musiker Henrik Jansson, som hun har sønnen August Fenger Jansson med, der er gået i sine forældres fodspor og optræder under kunstnernavnet Eloq.

/ritzau/

Thomas Helmig, Søs Fenger Så lykkelige så Søs Fenger og Thomas Helmig ud, da de giftede sig i 1986. Men efter nogle års ægteskab var forholdet forbi. (Arkivfoto). Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

Indlæser debat