Midtjyske Meninger: Smid kalenderen væk

Udgivet:04. august 2022, 09.56

Læsetid:2 minutter

Foto: Jakob Stigsen Andersen.

Af Ida Ventana Bjerringbro

Smid kalenderen væk, eller i hvert fald blot for en stund. Uden for havedøren kvidrer fuglene løs som var det en sangkonkurrence i opera. Duggen i det morgenvåde græs føntørres af vinden, og solen bidrager med en oversvømmende hedebølge den ene dag, mens den næste dag sejler i regn. Det er ej til at planlægge efter, men begge dage fløjter fuglene.

Mens vi som mennesker arrigt kaster kalenderen i frustration over, at det vi havde planlagt måske ikke går helt som vi havde korrigeret i den lille firkantede bog med skråskrift, datoer og budgetter, fløjter fuglene fornøjet. Intet har de små væsener planlagt, og de får det bedste ud af hver dags omstændighed.

Nok er den lille skemalagte bog praktisk, dog forholder det sig ej altid sådan, at det planlagte er den bedste oplevelse. Indimellem burde vi pakke bogen væk og forholde os til virkeligheden i det øjeblik som lige netop passerer. Det er jo nu engang oftest de spontane oplevelser, som vi husker bedst.

Man kan planlægge i uendelighed, og selve planlægningsprocessen kan være god. Dog kan dette også skabe forventninger som gør, at der hurtigt er oplagt til skuffelse. Her ender selve planlægningsprocessen og forventningsdannelsen til sidst med at optage mere tid end selve oplevelsen. Har vi ydermere lagt økonomi oveni oplevelsen, kan det ligefrem vække fortrædelighed, hvis den ikke lever op til vor forventning. Det er ej altid de kostbare hoteller eller special-restauranter, som giver os de bedste eller lærerigeste oplevelser.

De mindre økonomiske oplevelser vil oftere vække udfordringer, men netop her må vi være kreative og stå på egne ben.

Søger vi afslapning er udfordringen måske ikke, hvad vi ønsker, men netop de lave forventninger får os til at slappe af. Alt dette peger på årsagen til, at de spontane, pengeløse oplevelser oftest er de uforglemmelige. Vi forventer intet, hvorfor vi nemmere bliver positivt overraskede og lærer noget nyt.

Da jeg var lille, forventede jeg ofte det værst tænkelige, så jeg ikke blev skuffet. Denne tankegang er måske ikke altid virksom, da det er sundt at glæde sig. Netop hertil hører det sig dog også at være forberedt, og der er med denne tankegang kun én mulighed: Netop at blive positivt overrasket.

Jeg husker knapt så meget fra billige regnvejrsferier i Danmark. Alligevel er det en sådan aften, der har brændt sig fast i min hukommelse: Min familie og jeg tog tæpper og slik med på stranden i regnvejr. Nok var der mangel på palmer og sol, men det var en oplevelse, der gjorde indtryk, og som har gentaget sig på min venindeferie på Fyn i år. En ferie, vi fik planlagt på blot én dag - dagen inden, vi tog afsted.

I et gammelt ordsprog lyder det, at fuglen er fri. Måske er den just foruden planlægning. Jeg lader dette inspirere mig over sommeren. Måske du vil gøre det samme.

Indlæser debat