Ferskvandscentret: Turisterne søger palette af oplevelser

Hos Ferskvandscentret oplever man, at turisterne i Silkeborg bliver flere nætter for at få flere oplevelser med sig fra Silkeborg

12. oktober 2021, 17.58

Lederen af Aqua Akvarium & Dyrepark, Lisbeth Skovmand Høgh, og direktøren for Ferskvandscentret, Knud Bundgaard, glæder sig over, at turisterne i Silkeborg bliver længere og bruger flere penge. - Man kan selvfølgelig sige, at det skyldes corona. Men jeg har en tro på, at vi også fremadrettet kan udvikle os på turismeområdet, så endnu flere får øjnene op for Silkeborg. Der ligger også et potentiale i de udenlandske gæster, siger Knud Bundgaard. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Silkeborg er nu ved at være så godt kørende i forhold til at tilbyde oplevelser, at gæsterne ikke kun nøjes med én overnatning.

Det fortæller direktør Knud Bundgaard fra Ferskvandscentret, der både rummer oplevelsesparken Aqua Akvarium & Dyrepark samt hotel og konferencecentrene Vejlsøhus og Gl. Skovridergaard.

- Gennemsnittet for antallet af overnatninger fra vores turister denne sommer var næsten tre overnatninger. Det er faktisk en temmelig markant stigning, som vidner om, at Silkeborg er blevet et sted, hvor der er flere oplevelser, som turisterne gerne vil have med. Derfor bliver de ofte mere end blot én dag, konstaterer Knud Bundgaard.

Han oplyser, at overnatningsgæsterne typisk tilbringer det meste af en dag i Aqua, og derudover søger andre oplevelser som eksempelvis en tur med Hjejlen, mountainbikeoplevelser, vandreture eller en ose-tur i Silkeborgs gågademiljø.

Kvalitetsudflugter

Ifølge Lisbeth Skovmand Høgh, der er leder af Aqua Akvarium & Dyrepark, var der i juli 28.000 besøgende i akvariet og dyreparken. Heraf overnattede 34 procent af gæsterne i forbindelse med besøget.

Når vi har hotelgæster eller forretningsfolk boende på Vejlsøhus

Lisbeth Skovmand Høgh

- Vi er meget fokuserede på det interne samarbejde her på Ferskvandscentret. Når vi har hotelgæster eller forretningsfolk boende på Vejlsøhus, så handler det også om, at vi kan tilbyde unikke pakkerejser. Der er selvfølgelig altid nogen, som helt vil ud på egen hånd. Men vi oplever også, at flere efterspørger helt særlige oplevelser. Eksempelvis kan vi jo tilbyde at sejle gæsterne ud en tidlig morgen og se odderen eller isfuglene i fri natur. Samtidig kan vi fortælle om naturen med ekspertise. Den type oplevelser vil turisterne i stigende grad have. De vil blive klogere og have kvalitet i udflugterne, konstaterer Lisbeth Skovmand Høgh.

Hun oplyser, at det også er som om, at turisterne vil bruge flere penge på eksempelvis oplevelser, men også på god mad, vin og souvenirs.

- En del af forklaringen er formentlig, at corona har gjort, at der er flere opsparede midler. I Aqua har vi faktisk mærket en stigning i omsætning per gæst på godt 30 procent, fortæller Lisbeth Skovmand Høgh.

Jakob Beck Wätjen er hotelchef hos Gl. Skovriddergaard og Vejlsøhus, hvor han også mærker, at flere forretningsfolk søger til. - Mange virksomheder ynder at bruge de aktiviteter, der er i Silkeborg, til teambuilding og lignende, siger Jakob Beck Wätjen. Foto: Jakob Stigsen Andersen

De gratis glæder

Men mange kommer også til Silkeborg på grund af de »gratis glæder«.

- Mange kommer hertil på grund af naturen og mulighederne for at være aktive i den. Silkeborg rummer aktiviteter, som ikke koster en krone. Man har jo blandt andet gjort meget ud af vandreture med eksempelvis Silkeruten, som vi også mærker er i høj kurs hos vores hotelgæster, siger hotelchefen for Vejlsøhus og Gl. Skovridergaard, Jakob Beck Wätjen.

Et andet stærkt trækplaster er Silkeborgs kulturliv, og det er blandt andet også derfor, at Ferskvandscentret samarbejder med dele af kulturlivet.

- Vi tilbyder blandt andet ophold »med kunst«. Det er overnatninger med adgang til Museum Jorn og Kunstcentret Silkeborg Bad, fortæller Jakob Beck Wätjen.

Aqua Akvarium & Dyrepark har fået et areal mod Remstrup Å, som skal bruges til nye aktiviteter. Her er det en illustration af en flodsafari, som er en del af den masterplan, som Aqua skal have udrullet.

Større park

Ifølge Knud Bundgaard har Silkeborg endnu ikke en såkaldt »reason to go« attraktion. Altså en attraktion som i sig selv kan tiltrække turister til et område - som eksempelvis Legoland og Tivoli i København. Derfor er det nødvendigt, at Silkeborg har en bred palette af forskellige oplevelser, som tilsammen gør Silkeborg til en »reason to go« destination. Dermed ikke sagt, at Aqua ikke har ambitioner om at blive en endnu større attraktion.

Det vil ske i kraft af den masterplan, som Aqua har fået udarbejdet og som indebærer, at parken skal præsentere én nyhed hvert år.

Masterplanen og Dr. Dolots

Det bliver de to fiktive personer, Dr. Dolots og barnebarnet Elisa, der er en bærende del af Aquas masterplan, der henover en årrække skal gøre den lokale dyrepark til en top-attraktion.

Blandt andet ved at der skal præsenteres én stor nyhed om året i Aqua Akvarium & Dyrepark. Ét af de større projekter er en flod-safari.

Dr. Dolots er den skøre og humoristiske mand, der står bag de skøre påfund i parken. Det kan eksempelvis være, at han har udhulet et træ og lavet to kighuller i det, så man har mulighed for at komme helt tæt på dyrene.

Det kan også være, at han har udformet et par store ører, som man kan tage på og høre flagremusene. Barnebarnet Elisa er derimod den videnskabelige P.hd.-uddannede biolog og forsker, der bidrager de besøgende med spændende fakta og viden.

Det er firmaet Dan Pearlman, der har ekspertise i at udvikle attraktionsparker, som står bag de to tema-personer i Aqua. Dan Pearlman har også udarbejdet masterplanen for Hannover Zoo, hvor der også bruges fiktive tema-personer.

Og for få måneder siden gav Miljøstyrelsen tilladelse til, at Aqua må tage et større stykke fredsskov i brug i retning mod Remstrup Å, som Silkeborg Kommune har overdraget til den lokale dyrepark. På sigt er det planen, at arealet blandt andet skal indeholde en flodsafari og et ulveanlæg.

- Det handler om at gøre Aqua endnu mere attraktiv og sætte større fokus på naturformidling. Aquas udvidelse vil smitte positivt af på de andre aktiviteter her i Ferskvandscentret, men også på forretningerne, restauranterne samt de øvrige overnatningssteder og attraktioner i Silkeborg og omegn, konstaterer Knud Bundgaard.

Indlæser debat...