Mand fra Galten narret af tricktyv, der foregav at være indsamler

14. august 2019, 10.11

Foto: Martin Ballund

STILLING En 79-årig mand fra Galten og hans hustru var mandag eftermiddag i Brugsen i Stilling for at handle, da de blev narret af en tricktyv. Efter at have betalt for varerne, lagde manden sin pung ind på sædet i bilen, hvorefter parret satte sig ind i den for at køre. Men inden de nåede så langt, bankede en mand på ruden. Han stod og viftede med et stykke papir. Selvom han talte fremmedsprog, fik det ældre ægetpar det indtryk, at han var ved at samle ind til noget. Manden må ifølge Sydøstjyllands Politi lige netop have lænet sig så meget ind i bilen, at han kunne få fat i pungen. Manden var allerede væk, da tyveriet blev opdaget. Hvis nogen har set noget, kan politiet kontaktes på 114. Tyven beskrives som en mand med østeuropæisk udseende, c.a. 25 år med spinkel kropsbygning og papir og kuglepen i hånden. Tyveriet blev anmeldt mandag klokken 15:45.