Danmarks Outdoor Hovedstad vinder EU´s tilgængelighedspris inden 2025!

Udgivet:23. september 2021, 12.18

Læsetid:2 minutter

Af Dorthe Jensen Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Silkeborg Kommune

TILGÆNGELIGHED Det, at vi har udråbt os selv til at være Danmarks Outdoor Hovedstad, forpligter. Forpligter på en sådan måde, at det skal være muligt for alle (som har lyst) at få adgang til naturen.

Når vi nu kan konstatere, at det for kørestolsbrugere er vanskeligt at komme i vandet ved Østre og Vestre Søbad her et år efter, at de to søbade blev indviet. Eller, at det er svært at gennemføre Silkeruten i kørestol, når underlaget er ujævnt eller en bro forhindrer overgange. Så lever vi ikke op til forpligtelserne der følger med det at være Danmarks Outdoor Hovedstad.

Forpligter på en sådan måde, at det skal være muligt for alle (som har lyst) at få adgang til naturen
Dorthe Jensen (S)

Mennesker med handicap vil leve et aktivt og selvstændigt liv. Det bliver muligt, når tilgængelighed indtænkes. Det er nødvendigt for nogle - og godt for alle. Tilgængelighed handler om lige adgang til bygninger, til naturen, til transport, til digitalisering. Det handler også om parkering, og om adgang til udstyrede og tilgængelige toiletforhold.

Selvfølgelig skal der være handicapvenlig adgang til vores søbade. Og næste opgave kunne være en opfordring til, at vi i Silkeborg går efter at få EU´s tilgængelighedspris inden 2025 ved f.eks. at gøre endnu mere ved tilgængeligheden til Silkeborgs natur. Med én rute udpeget fra Naturstyrelsen er der plads til flere.

Ifølge Danske Handicaporganisationer er der stort potentiale i at tale om tilgængelighed - det har andre europæiske også fået øjnene op for; nemlig turisme. Flere med og uden handicap og børnefamilier vælger feriedestinationer ud fra tilgængelighed. Omkring hver 12. turismeovernatning i DK foretages af personer med fysiske funktionsnedsættelser. Studier fra ind- og udland viser, at markedet for tilgængelige ferie tilbud og oplevelser er i vækst. Lad os derfor gå efter at vinde EU-prisen for tilgængelighed.

Mere fra temaet

Se flere

Mest læste

Debat

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Seneste nyt

Se flere